Dronninglund Handel klar med storstilet Christmas Night
BRØNDERSLEV: Vi kan lige så godt se det i øjnene. Julen nærmer sig, og dermed også de mange julearrangementer og traditioner.
Her er juletræets tænding i Dronninglund en af de meget populære juletraditioner, hvor så mange møder op, at hovedgaden skal afspærres for at give plads til de mange familier.
Det sker i år fredag 21. november, når Dronninglund Handel afvikler sin Christmas Night med butikker åbne til kl. 20 og et storslået program, der vil fornøje alle fra spæd til pensionist.
På torvet vil Dronninglund Hotel stå klar med æbleskiver og gløgg, biblioteket afvikler bogsalg, og Dorf Mølle har nissebarometer klar, så børnene kan tjekke, hvilken type nisse de er. Lokalhistorisk Arkiv vil også byde på et flot program.
Sceneprogrammet i år rummer et stort Børneshow, ’Til julebal i Nisseland’, hvor drillenissen Rudolf med den røde tud og Pingvinen underholder med sangkonkurrencer, ligesom alle børn kan få taget billeder med de sjove figurer.
Julemanden ankommer kl. 19 med Falcks veteranbrandbil, og han vil sammen med børnene tælle ned til tænding af juletræet. Der bliver også mulighed for en tur rundt om juletræet med julemanden og synge de kendte sange, vi alle bruger til jul.
Herefter overtager truppen ’Rødder & Vinger’ hovedgaden og opfører et flot ildshow, som vil skabe opmærksomhed i mørket denne aften.
Hele arrangementer slutter med, at julemanden uddeler slikposer skænket af Sparekassen Danmark til alle børnene.