<i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>
Livet her

Dieseldrama i Hjallerup i nat

Politiet fik standset to dieseltyve, der ikke ville standse, med sømmåtter

16. september 2022 kl. 10:40

HJALLERUP: Det udviklede sig til en mindre politijagt, da Nordjyllands Politi natten til fredag skulle anholde et par dieseltyve i Hjallerup. Det fortæller vagtchef Torben Larsen.

- Vi får en anmeldelse fra en mand klokken 00.19, der har set et par personer stå ved dieseltanken på en lastbil, der holder parkeret på Navervej i Hjallerup. Han kan se, at de er i gang med at suge diesel op af tanken på den her lastbil, så han ringer til os, siger Torben Larsen.

Politiet sendte nogle patruljer mod Hjallerup, blandt andet en hundepatrulje, men da politiet nåede frem til stedet, så valgte de to mænd at tage flugten. Det foregik i bil ad Aalborgvej - den gamle landevej - mod nord, og de to mænd havde ingen intentioner om at standse, selv om de havde blå blink i bakspejlet.

- Vi har så fået en patrulje ad motorvejen mod nord, der når op til afkørsel 15 og får lagt en sømmåtte i rundkørslen, og det passer med, at de her to mænd de kører hen over sømmåtten, og så får vi bragt dem til standsning, siger Torben Larsen.

Det viste sig at være en to mænd på henholdsvis 17 og 29 år fra lokalområdet, og de blev begge anholdt. De to mænd er blevet afhørt og sigtet for dieseltyveriet og efterfølgende løsladt igen.

I alt havde de to dieseltyve dunke med omkring 130 liter diesel i bilen, da politiet standsede dem.

Se også
Ny træpillefabrik er gået viralt - nu breder tvivlen sig
Annonceret indhold

Nyeste