Billede beskrivelse

Det var hundekoldt, men fodboldklub fik flaget hejst

03. februar 2026 kl. 11.02

DRONNINGLUND: Der var bestemt ikke forår i luften, da Dronninglund Fodbold og Team Ø afviklede den traditionelle standerhejsning for at markere, at nu starter den nye sæson. Der var ikke mødt så mange spillere op som normalt, og her spillede vejret uden tvivl ind, samtidig med at spillerne fra damesenior var til Jysk Mesterskab i indendørs fodbold.

Talen blev holdt af en af spillerne, Jacob Jørgensen, der er herresenior.

- Standerhejsning markerer jo starten på en ny sæson, og når vi kigger på den forestående sæson, så håber og tror jeg på, at det bliver en sæson, hvor de fleste hold kan blande sig i toppen af deres respektive rækker. Jeg satser stærkt på minimum én oprykning, som vi kan fejre til sommer. Vigtigst af alt er, at vi skal have en masse gode timer i selskab med hinanden på og uden for banen. Jeg glæder mig til en ny sæson, sagde Jacob Jørgensen, hvorefter der blev udråbt et trefoldigt leve for Dronninglund Fodbold.

Billede beskrivelse

Herefter var der tale af formand Jacob Kolind fra Team Ø.

- Endelig står vi her igen klar til forårssæsonen 2026 fyldt med energi, sammenhold og fodboldglæde, sagde han og fortsatte:

- Standerhejsningen markerer ikke bare starten på endnu et år, men også starten på nye drømme, nye mål og ikke mindst nye chancer for at udvikle os både som spillere og som mennesker. Fodbold handler om meget mere end sejre og mål, sagde Jacob Kolind.

- Det handler om fællesskab, vilje og om at løfte hinanden. Både når vi vinder, og når det går lidt imod. I Team Ø spiller vi for hinanden, og det er netop det, der gør vores klub til noget særligt.

Han fortæller, at klubben i foråret er repræsenteret på årgangene fra U13 til U19 piger og drenge.

- Vi har flere hold tilmeldt på de højeste niveauer og nedefter. Lad os bruge denne sæson på at tage næste skridt. Lad os møde op med grin, gejst og kampånd både til træning og til kamp og vise, hvad det betyder at være en del af Team Ø, sagde Jacob Kolind, der også takkede de frivillige trænere, ledere, udvalgsmedlemmer og hjælpere for samarbejdet, ligesom der var tak til de mange sponsorer, der støtter projektet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste