Ungdomsskole har gang i nåe’
Der er bestemt ingen grund til at gå og kede sig i sommerferien, hvis man er er ung i Brønderslev Kommune. Den kommunale Ungdomsskole tilbyder masser af aktiviteter for unge fra 7. klasse til 17 år.
Det fremgår af en netop udsendt folder fyldt med sommeraktiviteter.
- Vi startede allerede sidste år med god succes, og det fortsætter vi så med i år, fortalte skoleleder Peter Vestergaard, da man tog fat på aktiviteterne den første dag i sommerferien. Det foregik på havnen i Asaa, hvor de unge mennesker havde mulighed for at prøve at sejle i havkajak eller at stand-up-padle. Ungdomsskolen har netop anskaffet nogle boards til formålet, og i forvejen råder man over et antal havkajakker, så der er virkelig mulighed for at udfolde sig på vandet. Desuden samarbejder man med dykkerklubben, så de unge også kan prøve at dykke.
Ungdomsskolen vender flere gange i løbet af sommeren tilbage til Asaa med aktiviteter, men der er masser af andre tilbud som ture til Faarup Sommerland, klatreaften, fisketur og meget mere. I starten af august sluttes sommeren af med US Summercamp med aktiviteter, hygge, mad over bål og overnatning i telt. Er man interesseret, kan man se mere og tilmelde sig på www.usbd.dk.