
Udendørs koncert på Kunstcentret til sommer
Igen i år afholder Dronninglund Kunstcenter og Dronninglund Borgerforening i fællesskab en udendørs aftenkoncert på Kunstcentret. Det sker 9. juni, hvor Creedence Tribute optræder. Her bliver det muligt at lytte til, synge med på eller måske få en sving om til kendte numre som ’Bad Moon Rising’, ’Proud Mary’ og mange flere, som det legendariske band, Creedence Clearwater Revival, stadig huskes for. Bandet fik sit store gennembrud i 1969 i USA og indtog derefter hele verden med en perlerække af hits.
Mange af de gamle bands har oplevet stor interesse på det seneste, og den danske rockscene invaderes af kopi- og revivalbands, men paradoksalt nok har der været et stort tomrum, når det gælder verdens måske mest oplagte revival-mulighed, nemlig Creedence Clearwater Revival. Det vil det nye professionelle band, Creedence Tribute, lave om på og indleder nu en offensiv, som begejstrer og tilfredsstiller alle CCR-entusiaster.
Det nye band mener selv, at den bedste hyldest til det legendariske band gives bedst med at være tro mod dets materiale og tanker. Det betyder, at bandet ikke laver egne fortolkninger eller nye arrangementer. Selv om de originale iørefaldende hits umiddelbart lyder let tilgængelige, er de faktisk overordentligt svære at kopiere. Bandet er derfor gået særdeles grundigt til værks med en stram balance for præcist at ramme den unikke fusion af rockabilly, R´n´B og Cajun, som gjorde Creedence Clearwater Revival til noget helt specielt.
Bandet, der optræder på Kunstcentret, består af Casper Hundebøl, sang, Jan Mols, guitar, Martin Pagaard Wolff, trommer, Jacob Jensen, guitar, og Jan Wolff, bas.
Der vil også i år være mulighed for spisning inden koncerten i form af tapas-tallerken fra Rosenbeck Frilandskød. Billetter bestilles på nemtilmeld. Koncerten starter kl. 20, og dørene åbnes kl. 19. Spisende gæster starter dog kl. 18.