TV-nissen Pyrus fejrer 30 års-jubilæum i Dronninglund
DRONNINGLUND: Det kan være svært at fatte, men julen nærmer sig, og dermed er det tid til at tage fat på de mange traditioner, der knytter sig til højtiden.
Det gælder således en af de helt store folkefester, når det store juletræ tændes. I Dronninglund har juletræets tænding i mange år været en af de faste og stolte traditioner, og i år bliver der for alvor ekstra ramasjang og gang i den, når Dronninglund Handel afvikler Christmas Night fredag 22. november.
Byen får nemlig besøg af både julemanden og Pyrus. Pyrus vil optræde på scenen med de kendte sange fra nogle af Danmarks mest populære julekalendere, og bagefter vil der være masser af tid til selfies og autografer.
Programmet starter allerede kl. 17, hvor Lokalhistorisk Arkiv har et arrangement, Dronninglund Hotel er på plads ved juletræet med gløgg og æbleskiver, og på scenen underholder sangnissen Daniel.
Kl. 19 ankommer julemanden, der transporteres med Falck til scenen, hvor han holder en tale og tæller ned til træets tænding. Herefter er Pyrus klar med sit store jubilæumsshow, inden børnene sendes hjem i seng med en slikpose fra Sparekassen Danmark.
- Endnu en festaften i Dronninglund ud over det sædvanlige. Butikkerne har åbent til kl. 21, så årets julehandel kan komme i gang. Husk at handle i butikkerne i dag, så er de der også i morgen, påpeger Arne B. Schade, der styrer arrangementet på vegne af Dronninglund Handel.