Tre kendte danskere besøger idrætshøjskolen
Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole kan nu omsider igen tilbyde spændende arrangementer, efter at coronakrisen er kommet under kontrol.
Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Fredag 22. april kommer Phillip Faber, chefdirigent for DR pigekoret, musikquizvært og meget andet, og NIH melder, at han på kyndig og inspirerende vis vil lede en rigtig syng med aften, hvor man får lejlighed til at røre stemmebåndene.
Torsdag 19. maj underholder DR’s første DJ og legendariske pop- og rockmusik radio- og tv-vært, Jørgen de Mylius med anekdoter om musikere, han har kendt, og han spiller lidt musik og viser små videoindslag fra en lang karriere – primært fra 60’erne og 70’erne.
Tirsdag 31. maj gæster forfatteren og DR´s mangeårige udenrigskorrespondent i Sovjetunionen, Leif Davidsen, højskolen med det superaktuelle foredrag ”Rusland – Ukraine et Broderfolk i krig”.
- Leif Davidsen vil fortælle om sit syn på konflikten, på Putin, på Putins verdenssyn, hans betydning for såvel Russerne internt, for Ukrainerne, som for os i den øvrige del af Europa. Hvor bevæger Europa sig hen?, skriver højskolen.
Alle arrangementer kommer til at foregå på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev.
Billetter kan købes på Støttekredsens hjemmeside www.nihstoettekredsen.dk.