Billede beskrivelse

Traktortræk og mere tivoli

Tivolipark bliver igen en central del af Jerslev Marked

19. juni 2019 kl. 12.56

JERSLEV: For to år siden valgte man helt at droppe tivoli på Jerslev Marked.

Blandt andet skulle hoppeborge agere underholdning for børn i stedet for.

- Det fungerede slet ikke. Tivoliparken er en del af det, kunne vi se, fortæller Lars Krogshave, der er formand for markedsudvalget.

Et mindre tivoli var da også tilbage på markedet allerede sidste år, og i år er man så helt tilbage på det gamle niveau med ankomsten af Herning Tivolipark.

- Folk synes, det er en del af at tage på marked at prøve forlystelser, så det kommer vi ikke uden om længere, siger formand Lars Krogshave.

Ud over karruseller kan markedsgængerne også i højere grad end tidligere se frem til traktortræk.

Det var for første gang en del af programmet sidste år, og i år har man trukket en officiel konkurrence til byen, så det ikke bare er et show til ære for markedet.

Der bliver således afholdt det ene af syv DM-stævner på markedet.

- Det viste sig sidste år, at traktortræk hiver nogle til, som ikke ville have været kommet bare for at komme på marked. De kom kun på grund af traktorerne, men så går de jo naturligvis også lige en runde på markedspladsen alligevel, så det har vi været godt tilfredse med, siger markedsformanden.

Landets bedste

DM-serien er en samlet konkurrence over en hel sæson, hvor den sammenlagte vinder af alle syv stævner løber med titlen som danmarksmester.

Det er derfor landets bedste traktortrækkere, der er hevet til Jerslev.

Udover DM-serien vil der som de andre år også være konkurrencer kun arrangeret i forbindelse med markedet.

Med to uger til Jerslev Marked er forberedelserne på vej ind de afsluttende faser, og det går blandt med at få styr på helikopterlandingsplads.

For tredje år i træk vil det nemlig lørdag være muligt at få en helikopter tur fra selve markedspladsen. Desuden har man ifølge Lars Krogshave opjusteret på børneunderholdningen i forhold til tidligere

Årets marked løber af stablen i sidste weekend af juni, der i år er 28. juli til 30. juli.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste