Billede beskrivelse

Stortalentet Robert på 17 år skal kæmpe vigtig kamp

18. oktober 2024 kl. 19.01

BRØNDERSLEV: Det er torsdag aften på Håndværkervej i Brønderslev. Inde i bokseklubbens beskedne lokaler bliver der gået til den. En snes unge boksere giver den fuld gas. Løber og sjipper så sveden springer af panden. Inden de skal i ringen og sparre.

En af bokserne er 17-årige Robert Lundberg, der bokser i letweltervægt. Et stort talent som klubben venter sig meget af.

Jeg ser ham sparre imod klubbens andet kæmpetalent, 20-årige Mansur Gaurgaev, der er letmellemvægter.

Man behøver ikke vide meget om boksning for at kunne se, at her er to helt åbenlyse talenter.

Ved ringside står bokseklubbens formand Erik Thrane og ser fornøjet til. Nyder at se, hvor gode hans drenge er.

Billede beskrivelse

Denne aften er det Erik Thrane, der leder træningen sammen med Kaj Byrdal. Boksning er deres liv, og de har kendt hinanden i årtier, så der bliver fyret en del røg af imellem de to trænere. Lidt kærlig mobning, for de holder tydeligvis meget af hinanden.

- Lige nu har vi 10 boksere med startbog - boksere der kan gå i ringen og kæmpe kampe - men jeg forventer, at vi i løbet af sæsonen når op på 14-15 boksere med startbog, fortæller Erik Thrane.

Denne aften fokuserer jeg på Robert Lundberg. En ung mand der satser på at blive stor inden for boksesporten.

Han træner 5-6 gange om ugen, og derudover løbetræner han i et fitnesscenter.

- Jeg håber at kunne blive jysk og dansk mester, når jeg rykker op i eliteklassen, siger Robert Lundberg.

Som er regerende jysk mester i U19 kategorien. Og han var i finalen i de Nationale Begynderboksemesterskaber, som det danske mesterskab for ungdom lidt knudret hedder.

Billede beskrivelse

I finalen mødte han en bokser fra Skive, som vandt en meget tæt finale med dommerstemmerne 4-1. Og det nederlag nager Robert Lundberg. Han vil gerne have hævn, selv om han er fine venner med Skivebokseren, Axel Morrison.

Og den mulighed får Robert Lundberg så i kommende weekend, hvor han skal bokse hovedkampen ved et stævne i Skive - imod Axel Morrison.

Han skal vel have nogle på ørerne, spørger jeg en svedende Robert Lundberg, der lige har afsluttet tre omgange sej sparring.

- Ja, det skal han, smiler Robert Lundberg. Som fortæller, at han har taktikken på plads. Han vil bokse lidt afventende, fordi skivebokseren er er klassisk kontrabokser. Og så er han højrefodsbokser.

Robert Lundberg bokser, som de fleste boksere, med venstre fod forrest, og så kan det være lidt akavet at møde en højrefodsbokser.

- Da jeg mødte ham i finalen, var det første gang, jeg var oppe imod en højrefodsbokser, så det var noget uvant for mig. Men denne gang er jeg forberedt, for jeg har sparret med vores højrefodsbokser her i klubben. Så denne gang tror jeg på, at jeg vinder, siger Robert Lundberg. Mens han sender mig et blik, der udstråler stor selvtillid.

Det lyder lovende og spændende. Det bliver en seværdig kamp. Jeg tager til boksestævne i Skive på lørdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste