Stort internationalt springstævne med flere topryttere
For første gang nogensinde var Hjallerup Rideklub i sidste uge vært for et internationalt springstævne. Stævnet var for unge ryttere og for seniorryttere med deres unge heste.
Der blev konkurreret fra onsdag til søndag i en række forskellige klasser.
- Der er verdensmesterskaber om et par uger i Holland netop for ungheste, og det her er den sidste kvalifikation, de kan ride for at komme med til det, fortalte centerleder Anders Vestergaard fra Hjallerup Rideklub. Han har været tovholder på det store arrangement med ryttere fra mange lande og i alt 264 heste.
Det er imponerende, at det har været muligt at samle så mange ryttere og heste, men faciliteterne i Hjallerup er også helt i top. Markedspladsen er særdeles velegnet, fordi der er så meget plads, og banen er en af de bedste i landet. Anders Vestergaard fortalte videre, at der i landet kun er fire af den slags baner, der er opbygget på en måde, så man har helt styr på, hvor våd den er.
- Vi kan med vores vandingssystem fuldstændig kontrollere fugtigheden i sandet, så det bliver helt optimalt for hestene, sagde han.
Pludselig, mens han med stor entusiasme fortalte om banen, lød den danske nationalmelodi gennem højttalerne. Der var netop blevet uddelt medaljer i en klasse, og her havde danske Daniel Cassøe på hesten Mexican Star vundet foran 34 andre deltagere. Som det internationale stævne, det var, betød det, at det skulle fejres med nationalmelodien.
Stævnet var inddelt i en række forskellige klasser. Der var således en klasse for unge ryttere under 25 år, og hvor hestene var inddelt efter alder.
Både danske og udenlandske deltagere
Der var flest danske deltagere, men en del udenlandske ryttere havde også fundet vej til Hjallerup.
- Tidsmæssigt har vi haft en smule problemer, for der har lige været et stort stævne i Herning, og mange af de topryttere, der var med der, er hjemme for at træne op igen og give hestene lidt fri. Vi har dog nogle stykker, der har fundet vej op til os, og mange ryttere har flere heste med. Specielt for de unge heste er det fint at komme til en plads som den her. Der er noget at kigge på, men det er jo ikke en kæmpearena som den i Herning. Her kan de vænne sig til atmosfæren. Vi har jo ikke 14.000 tilskuere, der klapper og vifter med flag. Vi har forsøgt at lave pladsen mere intim ved at lukke den lidt inde. Der er sat hegn op hele vejen rundt. Ikke for at holde hestene inde, men for at folk ikke kommer for tæt på hestene, fortalte Anders Vestergaard.
Kun få tilskuere
Til trods for, at der var tale om et internationalt stævne med flere topryttere, var der ikke mange tilskuere, der havde fundet vej til det flotte rideanlæg.
- Vi vil gerne gøre hestesporten mere publikumsvenlig og trække flere folk til stævnerne. Det er ganske gratis at komme her, og man kan være her lige så længe, man har lyst til. Spring er lettere at gå til end dressur. Det er meget publikumsvenligt. Alle kan se, når der bliver revet ned. Vil man se detaljer, har vi en storskærm kørende. Der kan man se det hele, og det er nemt at forstå. Dressur kræver en masse fagviden, sagde han.
Det hele blev vist på storskærm og streamet. Det betyder, at det ligger på nettet, og rytterne kan bagefter se sig selv og de eventuelle fejl, de har begået og måske rette dem inden næste stævne.
Der deltog 264 heste, og både heste og ryttere skulle serviceres under det fire dage lange stævne. Til hestene var der indrettet særlige telte med bokse, så de kunne få fred og ro og den mad, de havde brug for. Her var der naturligvis vagt døgnet rundt, for der var heste for mange millioner samlet i Hjallerup.
- Vi er en håndfuld i klubben, som virkelig brænder for også at kunne lave nogle større ting og få os sat på landkortet, understregede centerleder Anders Vestergaard. Det lykkedes i den grad for klubben i sidste uge.