Store arier og lystige operetter i Rhododendronparken i Brønderslev
BRØNDERSLEV: Det er blevet en tradition, at der i august måned i Rhododendronparken i Brønderslev holdes Opera i det Fri. Sådan bliver det også i år takket være en bevilling fra Nordea-fonden på 41.500 kroner.
- Vi har desuden modtaget 20.000 kr. i støtte til afholdelse af flere musikarrangementer i Brønderslev i efteråret, fortæller formand for Borger9700 Brønderslev, Jens Tofting. Det er denne forening, der står bag arrangementet i samarbejde med Aalborg Operafestival.
- Disse bevillinger har stor betydning for at opretholde det kulturelle liv i Brønderslev. Vores kulturelle aktiviteter, som vi har mulighed for at afholde bl.a. på baggrund af bevillinger fra Nordea, er altid velbesøgte og til glæde for borgerne i byen, oplyser han.
Pengene fra Nordea-fonden blev overdraget ved et lille arrangement på foreningens kontor, hvor filialdirektør i Nordea, Betina D. Jensen, deltog.
Operaforestillingen finder sted lørdag den 10. august kl. 13.30 på Buus Scenen i Rhododendronparken, hvor tre operasangere og en pianist vil fremføre arier og duetter fra Carmen, La Bohème, Romeo og Julie og numre fra operetter.
Der bliver ikke sparet på de store følelser, når sangerne Susanna Andersson, Anders Kampmann og Thomas Storm og pianist Britt Krogh Grønnebæk træder op på scenen. Alle de optrædende kunstnere er flittigt brugt på de store danske scener og i udlandet, så der er lagt op til en spændende friluftskoncert fuld af dramatik og skøn musik.