Stafet For Livet: Sammen i kampen mod kræft
I Danmark afvikles Stafet For Livet hvert år af Kræftens Bekæmpelse, og lørdag 2. og søndag 3. september kan borgerne i Østvendsyssel også være med til at tilbringe et døgn i den gode sags tjeneste. Dermed får både børn og voksne mulighed for at deltage aktivt i kampen mod kræft.
- Med kun få dage tilbage inden den femte Stafet For Livet Dronninglund skydes i gang, er nedtællingen nu for alvor begyndt for styregruppen og de mange frivillige hjælpere. Det er nu, de sidste brikker skal stykkes sammen, så alt går op i en højere enhed, siger Lone Møller, der er formand for arrangementet.
Har man ikke tilmeldt sig som deltager eller som frivillig hjælper, er det bestemt ikke for sent, påpeger formanden.
Hver 3. dansker får kræft, men stadig flere lever bedre og længere med sygdommen, og heldigvis overlever flere kræften. Det skyldes ikke mindst den indsats, Kræftens Bekæmpelse gør gennem forebyggelse, forskning på højeste internationale niveau og støtte til alle, der er berørt af kræft.
Star Wars på besøg
Når arrangementet afvikles, bliver det med masser af underholdning. Der vil således være musik leveret af lokale sangere og bands under hele arrangementet. Desuden kommer Danish Garrison, der er den danske del af verdens største Star Wars kostumeklub.
Det sker søndag formiddag. Her kan interesserede gå en runde eller blive fotograferet med Darth Vader eller Stormtropper i kostumer af højeste kvalitet.
Travlhed på Slotsgade
- Det er igen området omkring Dronninglund Naturpark, der kommer til at danne rammen om afviklingen. Da vi ønsker at anvende byens historiske anlæg, bliver der en del aktiviteter op til, under og efter stafetten på den del af Slotsgade, der ligger ud til Dronninglund Naturpark. Det kan nok ikke undgås, at det vil tage en del opmærksomhed fra bilisterne, når de kører forbi, siger Kim Geer Pedersen, der er ansvarlig for logistikken på stafetten.
På P-pladsen ved Skovkiosken og Dronninglund Tennisklubs baner skal man ikke regne med mange ledige pladser i de 24 timer, stafetten varer. Dronninglund Efterskole har dog igen i år stillet P-pladser til rådighed.
- Vi vil gerne gøre stafetten unik og enestående med disse rammer. Vi håber, byens borgere har forståelse for de aktiviteter, der bliver omkring Dronninglund Naturpark, siger Kim, der samtidig opfordrer alle interesserede til at besøge stafetten i løbet af døgnet.
Mange Fightere og hold deltager
- Vi sætter stor pris på, at mange Fightere og hold er tilmeldt, men vi håber på fortsat oprettelse af hold samt tilmelding, hvilket kan ske helt frem til startskuddet lyder 2. september. Der er dog fortsat mulighed for hele døgnet under stafetten at tilmelde sig og deltage på det åbne hold, der er målrettet deltagere, som ikke selv har mulighed for at lave et hold eller ikke har et hold at repræsentere, siger Lone Møller.
- Vi håber på, at mange deltagere vil hjælpe os i kampen mod kræft.