Sport, leg og hygge
Ulsted Boldklub og Ulsted Samråd gentager succesen med sjov for børnefamilier i Ulsted Hallen
ULSTED: Ulsted Boldklub og Ulsted Samråd havde i vinter stor succes med tiltaget ”Sport, leg og hygge”, og nu skyder de to foreninger en ny sæson i gang.
Lørdag 2. november er der således igen fuld fart over feltet i Ulsted Hallen. Sport, leg og hygge er især møntet på børnefamilierne med diverse aktiviteter for de yngste og hyggeligt samvær blandt de voksne på programmet.
Boldspil, skumredskaber, airtrack, playstation og brætspil udgør nogle af tilbudene ved arrangementet, der begynder klokken 9.30.