Solen vil skinne over Markedsløbet
BRØNDERSLEV: Vi sidder på Peter Larsens terrasse i hans have i det centrale Brønderslev. Vi sidder og nyder det gode vejr.
Solen skinner, men det er ikke så varmt, at det gør noget, og vinden er behersket. Det er sådan et vejr, som alle cykelentusiaster sukker efter.
Det gør Peter Larsen også. For han er medlem af Brønderslev Motions Cykelklub, BMC92, og han er en af hovedkræfterne bag Markedsløbet, som skal køres på lørdag.
- Vejrudsigten ser rigtig god ud. Det bliver solskinsvejr, 18 graders varme og kun en let vind på ca. tre meter i sekundet, så vi håber, at rigtig mange vil melde sig til løbet. Det kan nås helt frem til lørdag, siger Peter Larsen.
- Og så er der medvind på hele ruten, griner han.
Fire forskellige distancer
Markedsløbet er blevet en fast tradition i forbindelse med Store Brønderslev Marked. Cykelklubben er fra 1992, og allerede året efter blev det første markedsløb afviklet.
Dengang var det voldsomt populært. Med ca. 700 deltagere.
- Helt så mange kan vi ikke længere tiltrække. Vi håber dog på, at der vil deltage mellem 300 og 500+ i årets Markedsløbet, siger Peter Larsen.
Løbet er i ikke bare ét løb, men en række løb.
- Der er fire forskellige cykelløb med distancer fra 18 til 115 kilometer. Og så er der det vi kalder for Hybridløbet, som er en distance på kun fem kilometer, hvor man kan vælge enten at gå, løbe eller cykle. Så Markedsløbet er for alle, forklarer Peter Larsen.
Medalje til børnene
Hvis nogle løbsdeltagere kommer i problemer, så er der servicebiler parat til at hjælpe - med en flaske vand eller et sæt lappegrejer.
Når løbene er slut, så bliver deltagerne ved målet trakteret med sandwich, kage, kaffe og sodavand.
- Og børn under 15 år kan få en medalje og et diplom som bevis på deres indsats. Diplom kan alle deltagere få, hvis de ønsker, fortæller Peter Larsen.
Markedsløbene begynder kl. 9, hvor den lange distance bliver afsted. Så følger de andre distancer efter med en halv times mellemrum. Og kl. 10.45 sendes deltagerne i Hybridløbet afsted.