Der er sofari 22. maj. Foto: Landbrug & Fødevarer
Det sker

Sofari: Kom til Jerslev og se de økologiske grise

12. maj 2022 kl. 14:00

Landmand Thomas Bertram er en af de værter, som 22. maj inviterer danskerne til Sofari, hvor det er muligt at se de økologiske grise i deres naturlige element.

Det oplyser Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.

- Det er en helt unik mulighed for nordjyderne til at komme ud og se nogle grise, der har det godt og lever et liv i luksus. Jeg synes næsten, at man kan sige, at det er lige som et all inclusive-ophold, hvor de får mad på sengen og har god plads at leve på. Vi gør meget for at forsøge at hæve dyrevelfærden, fordi det er vigtigt, at grisene har de bedste rammer. Det håber jeg også, at forbrugerne kan se, oplyser Thomas Bertram, som har været økolog i de seneste seks år.

De små grise sælger Thomas Bertram videre til blandt andre Hans Henrik Thomsen, der også er vært ved Sofari.

- Det er muligt at besøge begge landmænd, men det er afgørende, at man i så fald først besøger Thomas Bertram for at beskytte de mindste grise for sygdomme. Hvis man besøger begge landmænd, er det muligt at få smagsprøver hos Hans Henrik Thomsen, oplyser Landbrug og Fødevarer i pressemeddelelsen.

Gården, der leverer grise til Friland, er en af 13 gårde i landet, der gør klar til årets Sofari. Det er gratis for alle at deltage, og aktiviteterne varierer fra gård til gård.

Man kan besøge Thomas Bertram søndag 22. maj kl. 10-14. Adressen er Hellumvej 60, Jerslev

Sofari arrangeres i et bredt samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Friland, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen for Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød).

Annonceret indhold

Nyeste