Billede beskrivelse

Skarpt budskab: Så er det ud, mand!

21. april 2023 kl. 06.00

Et ny tilbud ser snart dagens lys i Gandrup. I maj kalder LOF, Gandrup Samråd og Aalborg Kommune nemlig til samling til udeaktiviteter ved Teglværkssøerne. Og så er det i øvrigt kun for mænd. 

- Mange mænd kan godt lide at have et fællesskab for dem selv - uden kvinder. Det giver vi mulighed for her, siger Jan Vestergaard, skoleleder hos LOF Nord. 

- Vores nye tilbud kan bidrage til at styrke trivslen via friluftsliv og fællesskab, tilføjer Jan Vestergaard. 

Han beretter videre, at LOF i forvejen samarbejder med organisationen Forum for Mænds Sundhed. Det sker under overskriften, ”Kom ud, mand” og herfra ydes der også økonomisk støtte til diverse udstyr til friluftslivet.

Oplagt sted for aktiviteter 

At det nye tiltag foregår ved Teglværkssøerne er ingen tilfældighed. Her er både shelters, bålplads, bålhytte og toilet. Desuden byder området på et rigt fugle- og planteliv, gode stier samt fiskemuligheder i søerne. 

Friluftsvejleder Kenneth Lynghøj Christensen sørger for den gode stemning og står i spidsen for hyggelige aktiviteter såsom madlavning over bål og gåture i området. 

- Teglværkssøerne er et oplagt sted for aktiviteter, fastslår Arne Jacobsen, formand for Gandrup Samråd. 

- Der er stier, så også gangbesværede kan komme rundt. Desuden er der en badebro, hvis man får lyst til at springe i søen. Og så gør det jo bare godt at være ude, lyder det fra formanden, der selv har været med til at etablere nogle af faciliteterne.

Teglværkssøerne er i øvrigt skabt via udgravningen af blåler til produktionen af gule mursten på Gandrup Teglværk. Den kommercielle brug stoppede i 2000, hvorefter området løbende er omdannet til rekreative formål.

Der holdes informationsmøde om det nye tilbud 24. april kl. 16 i klubhuset på Teglværksvej 13.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste