Skal du med til påskebal i Ulsted?
Påsken er lig med bal i Ulsted Hallen. Den mangeårige tradition opretholdes naturligvis også i 2023, hvor det kærkomne arrangement løber af stablen skærtorsdag, den 6. april. Her lægger det populære orkester, Version 1.0 vejen forbi med egne versioner af populærmusikalske klassikere.
Således bliver der rig lejlighed til at få sig en svingom på en aften, hvor der også fristes med en indbydende menu fra Møllehuset i Asaa. Bliver man sulten senere, så kan man sætte tænderne i lune hotdogs direkte fra pølsevognen.
Aktivitetsudvalget i Ulsted Boldklub står i spidsen for påskeballet, hvortil musikken er sponsoreret af Sparekassen Danmark. Billetter kan blandt andet købes i Dagli’brugsen.