Skal du med til Økodag?
Økologisk Landsforening har siden 2005 arrangeret den såkaldte Økodag. Det sker i samarbejde med de økologiske mejerier og tiltaget har efterhånden udviklet sig til lidt af en folkefest. Tusindvis af danskere har gjort det til en tradition at besøge landets økologiske mælkebesætninger for at overvære synet af køerne, der lukkes på græs.
Den 16. april går det løs igen. De økologiske køer skal atter ud på markerne for at tygge græs og kløver. Lokalt er gården Vester Hebbelstrup ved Øster Brønderslev en af de bedrifter, der kan besøges. Her driver landmand Andreas Skjølstrup Larsen sine 470 hektar med 310 tilhørende malkekvæg.
Gården har været drevet økologisk siden 1991, og til Økodagen er der rig mulighed for at opleve såvel dyrene som naturen på stedet. Arrangementet frister desuden med et væld af aktiviteter, der ikke mindst er møntet på de yngste. Således kan der bages snobrød og pandekager, ligesom der kan tumles på halmlegepladsen. Man kan også afprøve balancen på en hoppe-ko, køre pedaltraktor og naturligvis klappe de søde små kalve. Andreas og gårdens ansatte er naturligvis klar på en snak om både bedriften og økologi i al almindelighed.
Arrangementet omfatter desuden flere andre tiltag og løber af stablen mellem 10 og 14. Cirka kl. 12 lukkes kørerne på græs.