Billede beskrivelse

Seniorerne i Dronninglund tilbydes styrketræning for at forbedre livskvaliteten

12. marts 2024 kl. 11.01

Når man nævner begrebet styrketræning, kommer de fleste nok til at tænke på vægttræning og folk med store muskler, men virkeligheden er en helt anden. I hvert flad når man taler om styrketræning for ældre.

Her drejer det sig nemlig blot om at træne og vedligeholde de dele af kroppen og de muskler, der gør, at man som ældre har en god livskvalitet.

I efteråret blev der i initiativgruppen bag ´Mit Dronninglund´ arrangeret et stormøde i Dronninglund Hallerne. Her blev der fremlagt mange forslag til nye aktiviteter i byen, og mødet havde også en direkte appel til nye borgere i byen om at fremkomme med ønsker og ideer til bl.a. Dronninglunds fritids- og kulturliv.

På mødet foreslog Jørgen Axen, at der blev fokuseret på den store gruppe af seniorer, der er i og omkring Dronninglund, og hvor det at motionere og holde kroppen vedlige ikke er så meget i fokus mere. Han havde tidligere deltaget i en foredragsrække på Aalborg Universitet arrangeret af Folkeuniversitetet om styrketræning til ældre og foreslog på den baggrund, at det emne kunne blive et projekt under ’Mit Dronninglund.

Initiativgruppen bad Jørgen Axen om at få et sådant projekt arrangeret. Han kan nu oplyse, at der er fundet egnede lokaler og ikke mindst, at det er lykkedes at få en af landets førende eksperter på området til at komme og holde foredrag og vise brugen af motionsredskaber. Det drejer sig om Mathias Vedsø Kristiansen, der er lektor ved Aalborg Universitet og selv aktiv styrkeløfter med ikke mindre end 10 danske mesterskaber i netop styrkeløft.

Foredraget vil handle om sarkopeni, som er en definition for tab af muskelmasse, som betyder, at man som menneske og især ældre menneske taber muskelstyrke. Dette tab medfører som regel, at man får lavt aktivitetsniveau, bliver bevægelseshæmmet og får en nedsat livskvalitet.

Man kan med den rette indsats på et tidligt tidspunkt forebygge yderligere tab af muskelmasse og måske genvinde noget af det tabte. Det kræver imidlertid viden om hvordan, og at der er de rigtige redskaber til rådighed. Det vil instruktøren, Mathias Vedsø Kristiansen, fortælle meget mere om på et møde 9. april i Dronninglund Hallerne, og han vil samtidig sørge for, at deltagerne kommer hjem med en viden og en motivation til at holde sin krop vedlige gennem en fornuftig styrketræning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste