Se fodbold i fællesskab: Danmark - Frankrig på storskærm
Når Danmark lørdag 26. november møder Frankrig ved VM i Qatar, bliver der i Dronninglund mulighed for at se kampen på storskærm i Dronninglund Hallerne.
Dronninglund Håndbold, Dronninglund Fodbold, Dronninglund Borgerforening og Sparekassen Danmark har gjort det muligt at se kampen live på storskærm i hal 2 kl. 16.00 til 19.00.
- Vi håber, mange vil møde op i hallen for at se den spændende kamp på storskærm, og de må gerne være klædt i rødt/hvidt, lyder opfordringen fra Allan Danielsen, der er formand for Dronninglund Borgerforening.
- Kampen starter kl. 17.00, men kom endelig i god tid, så vi kan komme i den rette fodboldstemning. Der vil være fri entré med mulighed for køb af vand og øl under kampen, og arrangementet er for alle, både små og store.
Der vil sideløbende med storskærmsarrangementet være julefest i hallen ved siden af. Som deltager ved fodboldarrangementet vil det være muligt fra kl. 21.00 at få adgang til julefesten mod et mindre beløb.