Seneste nyt
Billede beskrivelse

Røverhistorier fra alverdens støvede landeveje

22. februar 2023 kl. 07.04

Det har været en god dag på job for Jan Tvernø, når han har set solen stå op i Sudan eller besøgt en fjernt liggende landsby i Papua Ny-Guinea. Nu går turen til Brønderslev Bibliotek for at dele ud af røverhistorierne om livet som professionel turist.

Det skriver Brønderslev Bibliotek i en pressemeddelelse.

Men sådan har hverdagen altså ikke altid set ud for Jan Tvernø. Før stod han op til et almindeligt arbejde – men en dag blev kontorpladsen og kollegerne skiftet ud med støvede landeveje i Tadsjikistan og bjerggorillaer i Uganda. Og han har ikke set sig tilbage.

- Almindelige mennesker kan sagtens leve ekstraordinære liv. Og jeg glæder mig til at høre, hvordan Jan har båret sig ad med at føre eventyret ud i livet, lyder det fra bibliotekar Kirstine Grøngaard.

JanTvernø er altid på jagt efter de ekstraordinære oplevelser. På de mange rejser har han lært, at vores kulturer kan være forskellige – men alligevel ligner vi mennesker hinanden. Nu er han i fuld gang med at pakke rygsækken for at tage turen til Brønderslev. Med sig har han anekdoter fra kanten af verden og en stor bunke feriebilleder.

I foråret sætter biblioteker landet over fokus på danskere i udlandet gennem Bibliotekernes Temasamarbejde, som i år har emnet ”Danskere i verden”. Dén kategori hører Jan Tvernø i den grad ind under.

Foredraget finder sted på Brønderslev Bibliotek onsdag  8. marts kl. 19. Billetter kan købes på www.bronderslevbib.dk eller på biblioteket.

Foredraget er arrangeret i samarbejde med AOF Vendsyssel.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste