Rita maler og tegner
Oplev Hjallerup-kunstner i Nørhalne
HJALLERUP: Rita Andersson fra Hjallerup har altid tegnet og malet, og nu kan andre også få glæde af hendes værker, når hun fra i dag udstiller sin billedkunst hos IFN’s Kunstvenner i Nørhalne.
- måske ligger det i generne, for min morfar var kunstmaler. Inden jeg griber mine pensler har jeg oftest været ude at gå i naturen. Her suger jeg forskellige farver og indtryk til mig. Der findes motiver overalt - former, farver og linjer. Jeg har næsten altid mit kamera med og bruger det flittigt. Når jeg så kommer hjem, har jeg mulighed for at bruge mine fotos, eller blot arbejde ud fra de indtryk jeg husker. - Når jeg går i gang med et maleri, har jeg aldrig hele idéen til historien parat, når jeg maler første strøg. Den opstår, efterhånden som jeg sætter mine penselstrøg i sving. På den måde smelter idéudviklingen og den håndværksmæssige kunnen sammen. Det kan være angstprovokerende at stå foran et stort hvidt lærred, men det er en lettelse at opdage at en stor grim klat maling på det store tomme hvide lærred, kan opleves inspirerende og før man ved af det er man pludselig i fuld sving med den kreative proces. For mig er det utrolig vigtigt, at jeg har min sjæl med, når jeg maler. Derfor er mine billeder heller aldrig bare noget, der skal overstås i en fart, siger Rita Andersson.
Rita har udstillet et utal af steder, bl.a. Nørhalne Viser Kunst 2017. Hendes billeder kan ses frem nu til og med 15. december.
Der er gratis adgang.