Smedegården midt i Hjallerup omfatter 63 lejligheder fordelt på fire blokke omkring en stor gård. Foto: Privat foto
Det sker

Rejsegilde på nybyggeri midt i Hjallerup

NYBYGGERI: 63 nye lejligheder skyder op i Østergade, og de første tages i brug til november

27. oktober 2021 kl. 06:00
Smedegården midt i Hjallerup omfatter 63 lejligheder fordelt på fire blokke omkring en stor gård. Foto: Privat foto Privat foto
Borgmester Michael Klitgaard var blandt de mange, der deltog i rejsegildet. Han skimtes bagerst i billedet. Foto: Privat foto Privat foto
Byggeriet er i fuld gang. De første 13 lejligheder tages i brug om få uger, mens hele byggeriet ventes at stå færdigt om et år. Foto: Privat foto Privat foto

Det store nybyggeri, Smedegården, i Østergade i Hjallerup, er nu så langt fremme, at man i lørdags kunne invitere til rejsegilde. Interessen for byggeriet, der rummer 63 lejligheder, er stor. Det fremgik tydeligt af fremmødet ved rejsegildet, hvor mange interesserede og måske kommende lejere mødte op.

Der er tale om i alt fire blokke beliggende omkring et fællesareal. Den første blok, der rummer 13 boliger, er næsten færdig, og det betyder, at de første lejere kan flytte ind allerede 1. november. De sidste boliger forventes at stå færdige om et år, men det afhænger lidt af, hvordan det ser ud med mulighederne for at skaffe materialer og arbejdskraft.

Det var ved rejsegildet muligt at kigge nærmere på det store byggeri, hvor der fortsat bygges på livet løs. I dagens anledning havde man møbleret en enkelt lejlighed, så de besøgende bedre kunne danne sig et indtryk af byggeriet. Alle boliger er på omkring 90 m2. Nogle er lidt større og andre lidt mindre. De er meget ens, men med den lille forskel, at nogle af dem har altan.

- Vi har lagt stor vægt på det sociale og fællesskabet, fortæller Lenni Grøn Eriksen fra firmaet bag byggeriet, Escot Erhvervsejendomme.

- Derfor er svalegangene brede, så der er plads til både bord og stole, så man kan sidde der og hygge sig. Der etableres en gårdhave med plads til petanque, ligesom der bygges et orangeri. Et mindre springvand og naturligvis græsplæner indgår også i planerne. Til hver lejlighed hører et kælderrum, og der etableres plads til cykler. Vi har også tænkt på bilerne, så der er sørget for gode parkeringsmuligheder, fortæller Lenni Grøn Eriksen.

Fra starten var tanken, at byggeriet udelukkende skulle være for seniorer, men interessen fra andre grupper har været så stor, at man nu har besluttet, at de nye lejeboliger er for både yngre såvel som ældre.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu