Populært dansk orkester giver koncert i kulturhus
Neighbours besøger Hjallerup Musikforening og giver koncert den 17. marts i Kulturhuset.
Det oplyser musikforeningen i en pressemeddelelse.
- Den legendariske gruppe er grundstammen i Neighbours & Friends, som hvert eneste år optræder i Mariehaven med gode, kærlige danske evergreens samt egne kompositioner.
- Nu er fokus så sat på at besøge Hjallerup og få vendelboerne til at synge med på de mange kendte travere. I Hjallerup får vi gruppens seneste koncerttour "I det akustiske hjørne" serveret, lyder det.
Der er ingen tvivl om folkeligheden ved Neighbours koncerter.
Det grånende hår og vippende fødder er i overtal på publikumsrækkerne, når Helge Engelbrecht og hans glade svende - Ronnie Flyvbjerg Olesen, Tommy Rasmussen, Morten Husted, Dennis P og Allan Nagel - sætter gang i musikken.
- Og de 20 års samspil fornægter sig ikke. Der er garanti for underholdning i høj, høj klasse. Der er som regel udsolgte huse til disse koncerter, og nu har du mulighed for selv at opleve stemningen og holde fri et par timer fra den trivielle hverdag og i stedet tage venner og bekendte med til det livsbekræftende møde med Neighbours.
Navnet Neighbours stammer fra Ansager, hvor Helge Engelbrecht og Tommy Rasmussen oprindeligt er naboer.
Den joviale stil medlemmerne imellem gør, at koncerten er en blanding af hyggelig snak og god musik.
- Vi har i dag et stort repertoire af egne sange, som mange efterspørger og er altid på vej også med nyt materiale. Vi elsker at blande kortene, serverer gerne en god blanding af det hele, krydrer det med lidt munter snak - og har det allerbedst med publikum helt tæt på scenen, udtaler Helge Engelbrecht.
Til koncerten i Hjallerup Kulturhus garanterer Hjallerup Musikforening, at publikum oplever en intim stemning, hvor alle er forholdsvis tæt på scenen.
Billetbestilling kan ske på Hjallerup Musikforenings hjemmeside - www.hjallerup-musikforening.dk