Billede beskrivelse

Populær duo giver koncert på Kunstcentret for tredje år i træk

03. oktober 2024 kl. 06.03

DRONNINGLUND: Der var udsolgt, da den skotsk/danske duo The Quiggs i både 2022 og 2023 gav koncert på Dronninglund Kunstcenter. Nu vender duoen tilbage og giver igen koncert tirsdag den 22. oktober kl. 19.30.

Duoen består af ægteparret Stephen og Pernille Quigg. 

Stephen er en veletableret folkesanger, der har levet af musikken i over 40 år. Han er opvokset på den skotske vestkyst, hvor humoristisk sans og traditionel musik blæste ind i blodet som saltvandsprøjt i en tidlig alder. Stephen har i mange år optrådt solo, men indgik desuden i den legendariske, skotske folkemusikgruppe The McCalmans. Gruppen gæstede Danmark igennem mange år helt frem til bandets ophør i 2010. 

Herefter vedligeholdt Stephen forbindelsen til Danmark og har i de senere år optrådt sammen med sin hustru Pernille, som også er folkesanger og sangskriver. Hun er, som fornavnet afslører, pæredansk. Hun er opvokset i en lille landsby i det østjyske, hvor de gamle stadig husker en vis sangfugl i naboens æbletræ. Siden da begav hun sig først til Irland i musikkens fodspor og senere til Skotland, hvor kærlighed og musik gik op i ren harmoni.

Når duoen giver koncert på Kunstcentret, er der altså lagt op til en hyggelig aften med god, skotsk folkemusik og sikkert også nogle gode historier.

I pausen kan man nyde en oste- og skinkeanretning. Den skal bestilles sammen med billetten. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste