Der er plantemarked i Brønderslev 13. august. Foto: Haveselskabet
Det sker

Plantemarked i Rhododendronparken

28. juli 2022 kl. 13:09

Haveselskabet byder på plantemarked i Brønderslev 13. august kl. 9-12. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

- Kom til plantemarked hos Haveselskabet og find spændende og sjældne planter. Her kan du få gode råd og en hyggelig havesnak med Haveselskabets planteentusiaster, opfordrer de i en pressemeddelelse.

Det foregår i Rhododendronparken i Brønderslev.

- På Haveselskabets plantemarkeder finder du ofte specielle ting, som du ikke lige finder i et almindeligt havecenter. Det kan være dagliljer eller floks i specielle farver eller sjældne arter af f.eks. alpine planter til stenbedet, oplyser Allan Vest, der er formand for Haveselskabets afdeling i Nordjylland.

Man finder mange blomstrende stauder og det er et helt andet udbud af planter end på plantemarkedet i maj, hvor det traditionelt er udplantningsplanter, potter med sommerblomster og krydderurter.

Ved plantemarkederne er man sikker på at møde planteglade havemennesker.

- Det er faktisk noget af det vigtigste ved arrangementet, mener Allan Vest.

- Det er altid meget hyggeligt at være til Haveselskabets plantemarkeder. Folk tager sig tid til en god plantesnak, og du kan få gode råd om, hvordan du selv kan drive planter frem, eller hvordan du bruger planterne i din have, fortæller Allan Vest.

Nyeste