Billede beskrivelse

Patrick ringer (måske) på din dør på søndag

Børns Vilkår samler søndag ind til Børnetelefonen

23. marts 2022 kl. 15.00

*Ring, ring*

Hvis du hører dørklokken give lyd fra sig søndag 27. marts, er der en god grund til at åbne døren.

I hvert fald, hvis du vil være en af de mange brønderslevgensere, som Børns Vilkår håber vil give et økonomisk bidrag til deres arbejde med børnetelefonen, hvor børn og unge fra hele landet kan ringe og få rådgivning om alt det, der kan være svært i livet.

Søndag er nemlig dagen for børneorganisationens årlige landsindsamling, hvor også flere folk fra Brønderslev har meldt sig til at samle ind i den gode sags tjeneste.

En af dem er 32-årige Patrick Emil Hougesen, der har planer om at turnere rundt i sin hjemby sammen med sin kone og parrets to små børn på 2,5 og 5 år.

- Tidligere har jeg støttet Folkekirkens Nødhjælp, men i takt med, at jeg selv har fået børn, er jeg blevet opmærksom på Børns Vilkår. De arbejder for et virkelig vigtigt formål, siger Patrick Emil Hougesen, der har fået tildelt en indsamlings-rute i Brønderslev, som både familiens kortbenede og langbende medlemmer håber at kunne gå i løbet af søndag formiddag.

Fokus på Ukraine

Børns Vilkårs landsindsamling samler som altid ind til børnetelefonen, men i år har man valgt et særligt og højaktuelt fokus.

Helt ekstraordinært har man besluttet at udvide telefonlinjen, sådan så krigsramte børn og unge, der kommer til Danmark fra Ukraine, også kan få hjælp på deres eget modersmål.

Og den prioritering er Patrick Emil Hougesen glad for at kunne bakke op om.

- Det er en skidegod ide. Det er jo ikke givet, at dem, der normalt sidder på Børnetelefonen, taler ukrainsk. Lige nu kommer der jo mange ukrainske børn til Danmark, så det er en vigtig prioritering, at de også kan få rådgivning i børnehøjde, siger indsamleren, der i år går en tur med indsamlingsbøssen for Børns Vilkår for første gang.

Han får opbakning fra Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

- Jeg ser virkelig frem til dette års indsamling. Sidste år blev vores mange indsamlere utrolig flot modtaget af danskerne, hvilket har betydet, at vi siden har kunnet gøre Børnetelefonen døgnåben. Vi håber, at der vil blive taget lige så godt imod indsamlerne i år, så vores frivillige rådgivere fortsat vil kunne være der for de børn og unge, der kontakter Børnetelefonen – dag og nat, siger direktøren i en pressemeddelelse.

Sidste år havde Børnetelefonen det højeste antal samtaler med børn og unge nogensinde, nemlig 55.300. Siden november 2021 har telefonen haft permanent åbent.

Til indsamlingen søndag 27. marts vil det både være muligt at donere med kontanter, MobilePay og bankoverførsel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste