Påskeudstillinger: Kunst for alle i påskedagene
Der vil også i år være masser af påskeudstillinger rundt om i landsdelen. Lige fra de store udstillinger med mange udstillere, som f.eks. Brønderslev Gymnasium og Dronninglund Kunstcenter, til de mindre udstillingssteder og gallerier, hvor kun få kunstnere er med. Til sidstnævnte hører galleri PondCottage Art, hvor indehaveren, billedhugger Bodil Dam, hvert år inviterer andre kunstnere til at udstille sammen med hende i det idyllisk beliggende galleri med udsigt til Børglum Kloster. Det sker i perioden fra lørdag 1. april til og med mandag 10. april.
I år kommer bl.a. keramiker Henning Fjendbo med sine skønne krukker. Elisabeth Asli udstiller smukke blomstermalerier, olie på lærred, og Malene Sølvsten viser linoleumstryk i vilde farver.
Henning Fjendbo er uddannet pottemager fra 1975 med eget galleri i Spøttrup. Om de udstillede krukker siger han selv:
- Den største af disse krukker er drejet på drejeskive af ca. 20 kg ler. Jeg ønsker, at krukkerne fremstår, så man ser den håndværksmæssige drejeproces gennem hele processen til færdig krukke.
Elisabeth Asli bor i Dronninglund og har siden 1980 udstillet overalt i landet også flere gange i PondCottage Art. Denne gang er det så udelukkende blomsterbilleder.
- Jeg er glad for at skulle udstille i Bodil Dams hyggelige galleri. Denne gang ønskede hun mine blomsterbilleder, fortæller Elisabeth Asli.
Som noget helt nyt har Bodil Dam i år inviteret en forfatter. Det er Malene Sølvsten, som skriver bøger baseret på nordisk mytologi. I år er hendes nye bog, ’Spående Vølve’, udkommet, og det er i den forbindelse, hun er blevet inviteret til at udstille i PondCottage Art. Hun har nemlig selv illustreret bogen med egne linoleumssnit.
- Ønsket er at lave linoleumstryk med vilde farver, motiver og detaljer og vise, hvad linoleumstryk også kan. Desuden er linoleumssnit og tryk en dejlig langsom kunstform med mange trin i processen, som kan føles helt meditativ, siger Malene Sølvsten om sine linoleumstryk.
Hun er født og opvokset i Brønderslev, hvor hun gik i gymnasiet samtidig med, at hun arbejdede i Løkken i alle ferier.
- Selv om jeg har boet i København, siden jeg var 19 år, elsker jeg stadig Vendsyssel og kommer der så meget, jeg overhovedet kan, slutter hun.
Bodil Dam udstiller nye skulpturer i stentøj og man kan få en lille forsmag på nogle af de skulpturer, som er lavet til en udstilling på Børglum Kloster ’Væsner fra Bayeux’. Også i år vil der være lejlighed til at følge de grønne stier på skulpturengen og opdage Bodil Dams skulpturer.