Overskud går til et godt formål: 210 kunstværker på kunstauktion
BRØNDERSLEV: På søndag er der mulighed for at erhverve sig lidt god kunst til hjemmets vægge - eller måske til kontoret - når der er kunstauktion i Den Runde Pavillon i Hedelund.
Det er Stafet For Livet, Brønderslev, som har modtaget en donation på 210 malerier, litografier og plakater, som nu skal på auktion.
Donationen er givet af arvingerne efter Bechs Galleri, Markedsvej i Brønderslev.
Auktionen begynder klokken 12. Der vil fra begyndelsen være mulighed for at købe plakater. Og så kan købe lodder i et lotteri, hvor udvalgte litografier og malerier bortloddes.
Samtidig kan man satse lidt og byde på udvalgte malerier og litografier, der ikke udbydes på hovedauktionen. Der skal afgives et skriftligt bud inden kl. 14, og højeste bud har vundet det maleri eller litografi, som buddet er givet på.
Kl. 14.30 begynder auktionens højdepunkt, når hovedauktionen går i gang. Man har altså 2½ time til at studere kunstværkerne, inden hovedauktionen begynder. Og finde ud af, hvilke billeder man vil satse på at få med hjem.
De penge, som auktionen indbringer, bliver givet til kampen mod kræften.