Nygårdsminde afholder nordjysk mesterskab i parkgolf
BRØNDERSLEV: Det er en ret ny sport, parkgolf, som kommer fra Japan.
I Brønderslev ligger en af kun 12 parkgolfbaner i Danmark. I september bliver der afholdt nordjyske mesterskaber i parkgolf på banen i Brønderslev.
– Parkgolf er ikke kun for sjov. Der bliver spillet efter helt faste, internationale regler, siger Jan Lunde fra Nygårdsminde, som mest er kendt for at være Brønderslevs vingård.
Nygårdsminde har også sin egen parkgolfbane, som består af tre "sløjfer" med hver ni huller. Skal man hele banen igennem, er udfordringen på 27 huller.
– I de nordjyske mesterskaber spiller vi alle 27 huller, siger Jan Lunde.
Jan Lunde er ikke bare arrangør, men også selv ivrig deltager i spillet. I de tre første udgaver af nordjysk mesterskab har han to førstepladser og en enkelt andenplads.
Det sidste nager ham noget, for han vil helst vinde hver gang, brummer han godmodigt. Han håber, at hjemmebanefordelen kan give endnu en nordjysk titel.
Men spillet er da også hygge, lidt en slags minigolf på græs, men udstyret er noget anderledes - lidt kraftigere og tungere.
– Alle kan komme forbi og spille. Så får de udleveret kølle og kugler, og så er det bare at gå i gang, forklarer Jan Lunde.
Det koster selvfølgelig lidt at spille, en hund pr. voksen og lidt billigere for børn.
Alle kan deltage i de nordjyske mesterskaber, uanset forudsætninger. Vil man træne lidt inden mesterskabet, er der træningsseancer den 15., den 22. og den 29. august.
Selve mesterskabet løber af stablen torsdag den 5. september kl. 17.