Ny udstilling: Forening og Røde Kors inviterer indenfor
For bare en generation siden sendte alle familier julekort til venner og bekendte for at ønske glædelig jul og godt nytår. På kortene klistrede man julemærker. Den skik er fuldstændig forsvundet og glemt.
I Røde Kors cafeteriet i Dronninglund har Lokalhistorisk Arkiv imidlertid lavet en spændende udstilling, hvor man kan se et stort udvalg af de gamle postkort fra de seneste godt 100 år. Det var dengang, portoen var 3 øre og postbuddet kom gående eller cyklende hver dag til samtlige husstande.
Den gamle og smukke skik er ikke dansk, men opfundet i England i 1843. Det første danske julekort er fra 1882 og forestiller en engel og en nisse på en gren. Ser man på motiverne, så har nisserne altid været anvendt flittigt. De danske nisser har alle menneskets karaktertræk.
De kan være kærlige og omsorgsfulde, og de kan være pralende, onde og nederdrægtige. Foruden nisser er motiverne på typiske julekort et idyllisk snelandskab, legende børn i sneen eller mere religiøse budskaber som engle med lys, kirker i sne og Jomfru Maria med Jesusbarnet. Der er altid sne på kortene, for i gamle dage var julen altid hvid!
Udstillingen kan ses resten af måneden og er absolut et besøg værd.