Ny butik har haft et godt første år
Der var for nogle år siden flere farvehandlerbutikker i Brønderslev.
I dag er der kun en tilbage. Farvebøtten på Østergade, som åbnede for snart et år siden.
- Da jeg for ca. 20 år siden begyndte at arbejde med farvehandel her i Brønderslev, var der fire farvehandlerbutikker i byen. Men nu er meget farvehandel flyttet til kædebutikker, og der foregår også stor handel med maling på internettet, siger Annette Horne Larsen.
Hun er sammen med Ann Christensen daglig leder af Farvebøtten. De skiftes til at passe butikken i Brønderslev og søsterbutikken i Sæby.
Det store spørgsmål er nu, hvordan det går for Brønderslevs sidste farvehandel.
- Vi er kommet godt i gang. Vi har fået en god start og er blevet taget godt imod af kunderne, siger Anette Horne Larsen.
Hun har som mangeårig farvehandler været ked af at se så mange butikker dreje nøglen om.
- Så jeg er glad for, at vi med Farvebøtten har en velfungerende butik, for jeg synes, at en by af Brønderslevs størrelse fortjener at have en farvehandel.
Hun garanterer, at Farvebøtten ikke lukker foreløbig, for selv om man altid kan ønske, at det går lidt bedre, så går alting i den rigtige retning for butikken. Som ligger på Østergade 84-86. Lidt uden for bycentrum. Så kunderne kommer ikke bare lige gående forbi. De skal opsøge butikken.
- Vi har til gengæld meget fine parkeringsforhold lige uden for butikken, og det er en fordel for mange kunder, fordi maling ofte kan fylde meget og være tungt. Men her kan de holde lige uden for døren, og så skal varerne jo ikke slæbes så langt.
Udover maling så sælger Farvebøtten også gulv-materiale og gardiner. Og gardinsalget går strygende, fortæller Lars Pedersen, som er daglig leder af den afdeling.
Jubilæumsdagen er den 30. juni og falder på en søndag. Men det skal ikke afholde Farvebøtten fra at fejre jubilæet.
- Vi fejrer det nok lidt før, eller lidt efter, den 30. juni. Vi har endnu ikke helt bestemt hvornår eller hvordan, jubilæet skal fejres. Men vi kommer sikkert med nogle gode tilbud, smiler Annette Horne Larsen.