Billede beskrivelse

Nu skal vinderen af Rotarys Erhvervspris findes

17. marts 2022 kl. 08.00

DRONNINGLUND: Ved en festlig begivenhed 4. april på Dronninglund Efterskole bliver det afsløret, hvem der har gjort sig fortjent til at få Rotarys Erhvervspris. Den røde løber bliver rullet ud, og alle interesserede er velkomne.

Præsidenten for Dronninglund Rotary Klub, Jane Holm, vil overrække klubbens nystiftede erhvervspris til den lokale virksomhed eller erhvervsleder i Dronninglund Rotary Klubs lokalområde, som den nedsatte priskomité har fundet frem til blandt 8 indstillinger.

Prisen gives for en særlig initiativrig og dynamisk erhvervsindsats, hvor virksomheden eller erhvervslederen har gjort en forskel i lokalsamfundet og er en succeshistorie inden for et eller flere af områderne vækst, uddannelse af elever, socialt ansvar og miljøansvar.

Mad og mulighed for at netværke

Uddelingen starter kl. 18 med et let traktement og med mulighed for at få en snak med kolleger og venner i erhvervslivet. Tilmelding til spisning er nødvendig. Man er også velkommen til først at ankomme kl. 19, hvor det egentlige arrangement begynder.

Efter velkomsten vil Ernst Trillingsgaard, tidligere direktør for Aalborg Kongres & Kulturcenter, give sin opskrift på succes i erhvervs- og kulturlivet. Inden selve overrækkelsen af prisen, der består af et diplom og et kunstværk, vil kunstneren bag prisen, Rikke Barlebo, introducere kunstværket og tankerne bag det.

Ansøgningerne til erhvervsprisen er blevet vurderet af en priskomité, der består af Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard, administrerende direktør i Sparekassen Danmark Vagn Hansen, administrerende direktør i TV2 Nord Mikael Justesen, erhvervschef i Brønderslev Erhverv Marianne Gade, formand for Round Table Hjallerup-Dronninglund Christian Haaning, gårdejer Finn Krogsgaard, som er kommende præsident i Dronninglund Rotary Klub, samt statsautoriseret revisor Jane Holm, der er nuværende præsident i klubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste