Billede beskrivelse

Nu kan der igen løbes for livet i Dronninglund

25. februar 2022 kl. 15.30

I år kan man igen afvikle Stafet For Livet Dronninglund uden restriktioner og som en fysisk stafet, hvor man mødes og står sammen i kampen mod kræft.

- Det skulle gerne blive en stafet, der ligner stafetterne i 2018 og 2019, siger formanden for stafetten, Lone Møller.

Hun opfordrer alle, der har lyst til at bidrage med ideer og inputs eller vil være med til at løse nogle af de mange opgaver, der er ved et sådant arrangement til at møde op til informationsmøde mandag 7. marts på Hjørnet i Dronninglund.

- Stafet For Livet Dronninglund er hverken et løb eller en konkurrence. Derimod er det en stafet, hvor man sætter fokus på kræftsagen, samtidig med at man sammen kæmper og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, man har mistet, og støtte dem, der kæmper, fastslår Lone Møller.

En succes fra starten

Da Stafet For Livet Dronninglund første gang blev afholdt i 2018, blev det til 24 succesrige timer. Ikke færre end 44 fightere og 697 deltagere fordelt på 25 hold var mødt op for at vise lokalt sammenhold, fællesskab og håb for hele Østvendsyssel og for at gøre en aktiv indsats i kampen mod kræft.

De naturskønne omgivelser i Dronninglund Naturpark dannede også rammen om stafetten i 2019. Her var der 49 fightere og 838 deltagereder på de 21 hold. På grund af corona-situationen blev stafetten i 2021 afviklet som virtuel stafet med 19 fightere fordelt på 8 hold med 153 deltagere. I år arrangeres begivenheden for fjerde gang og foregår 3. og 4. september i Dronninglund Naturpark. Startskuddet lyder lørdag kl. 12 og fortsætter derefter i 24 timer. Ud over selve stafetten vil der igen blive en række indslag med taler, sang, musik, gøgl og andre aktiviteter for både børn og voksne.

- Vi forventer et deltagerantal på op mod 900, siger Lone Møller, der håber, at man igen kan opleve den særlige stemning ved at stå sammen i en fælles sag mod kræft.

Temaet i år er børn og unge som pårørende

Formålet med Stafet For Livet Dronninglund er at skabe håb til alle, der er berørt af kræft, via oplysning, fællesskab og indsamling. Formålet er også, at Stafet For Livet Dronninglund igen skal blive en årlig tilbagevendende begivenhed og dermed også blive et fastforankret tiltag for lokalsamfundet i Østvendsyssel.

- Stafet For Livet Dronninglund skal gerne give alle, der er ramt af kræft, mulighed for at opleve støtte og opbakning fra venner, familie og kollegaer. Det fantastiske ved arrangementet er, at man samles om kræft, og dermed er man med til at slå hul på det tabu, som kræft ofte er. Ved stafetten er der plads til åbenhed, fordi der både er tidligere og nuværende kræftpatienter, pårørende og andre interesserede, der ønsker at give en hånd med i kampen mod kræft og deltage i fejringen af livet, fortæller Lone Møller.

Sammenhold, der gør en forskel

- Jeg håber, at lokalsamfundet i Østvendsyssel igen vil stå sammen om dette arrangement og på den måde være med til at gøre en forskel, siger Lone Møller.

10% af den samlede støtte går til Kræftens Bekæmpelses lokale afdeling. Resten af overskuddet tilgår Kræftens Bekæmpelse i Danmark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste