Billede beskrivelse

Nu er der ikke mange dage tilbage

21. august 2024 kl. 14.00

DRONNINGLUND: Nedtællingen til den sjette udgave af Stafet For Livet i Dronninglund er nu for alvor begyndt for Styregruppen og de mange frivillige hjælpere.

- Det er nu de sidste brikker skal stykkes sammen, så alt går op i en højere enhed, siger Lone Møller, formand for Stafet For Livet Dronninglund.

- Har man ikke tilmeldt sig til stafetten som Fighter, som deltager eller som frivillig hjælper, er det bestemt ikke for sent, påpeger hun.

Hver 3. dansker får kræft, men stadig flere lever bedre og længere med sygdommen, og heldigvis overlever flere kræften. Det skyldes ikke mindst den indsats, som Kræftens Bekæmpelse gør gennem forebyggelse, forskning på højeste internationale niveau og støtte til alle berørt af kræft.

Vi skaber håb

Stafet For Livet er et døgn, hvor der sættes fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og støtte dem, der kæmper. Formålet med Stafet For Livet er at skabe håb til alle berørt af kræft via oplysning, fællesskab og indsamling.

Billede beskrivelse

Stafet For Livet skal gerne give alle, der er ramt af kræft i lokalsamfundet, mulighed for at opleve støtte og opbakning fra venner, familie og kolleger.

- Det fantastiske ved Stafet For Livet er, at man samles om kræft, og dermed er med til at slå hul på det tabu, som kræft ofte er. Ved stafetten er der plads til åbenhed, fordi der både er tidligere og nuværende kræftpatienter, pårørende og andre interesserede, der ønsker at give en hånd med i kampen mod kræft og deltage i fejring af livet, tilføjer Lone Møller.

Deltagerne på stafetholdene bestemmer selv, om de vil gå eller løbe. Det gælder ikke om at komme først, men om at gøre en aktiv og fælles indsats i kampen mod kræft. Startskuddet lyder lørdag 30. august kl. 12.

Et døgn - en kamp

Stafet For Livet varer 24 timer. Stafettens døgn symboliserer, at kræft aldrig sover, og at kræftpatienter kæmper med kræften hele døgnet i både de lyse og de mørke timer. Derfor holdes stafetten også i gang om natten.

Billede beskrivelse

Holdene skal have minimum én deltager på banen i hele det døgn, stafetten varer. På den måde viser man, at kampen mod kræft aldrig stopper.

Stafet For Livet er en holdaktivitet - en fælles kamp mod kræft. Hold på typisk 8-15 personer tilmelder sig og samler på forskellige måder penge ind til bekæmpelse af kræft. Det koster 150 kr. at tilmelde sig som voksen deltager og 75,- kr. for børn og unge under 18 år. Herudover kan holdene arbejde aktivt for at skaffe sponsorer og indsamle midler igennem andre aktiviteter før og under stafetten.

Det er i fremtiden, vi skal skabe håb

- Med Stafet For Livet vil vi gerne være med til at gøre en forskel, siger Lone Møller og fortsætter:

- Da vi ikke kan gøre noget ved fortiden, er det vigtigste, at vi gør noget for fremtiden. Det kan vi bl.a. gøre ved at være en del af Stafet For Livet for derigennem at støtte dem, der har kræft. Vi håber, at lokalsamfundet i Østvendsyssel vil stå sammen om dette arrangement og på den måde være med til at gøre en forskel. Vi skal støtte og kæmpe for de kræftramte. Derved kan vi give de kræftramte og deres pårørende et håb. Håb skaber mening og sammenhold mellem os selv og vores omverden, siger Lone Møller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste