Billede beskrivelse

Musik fra musicals, operetter og film med to store stemmer

27. oktober 2024 kl. 06.02

HELLEVAD: Ved den næste koncert, menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne arrangerer torsdag 7. november i Hellevad Kirke kl. 19, er det med Jeanet og Rune Møller Nielsen, der synger kendte toner fra musicals, danske film, operetter og populærmusik. De vil optræde med en række hits. Både dem, man kan smile af, dem, man måske kommer til at knibe en tåre til, og desuden noget, man kan synge med på.

Aftenens koncert består af et program med sange fra de store musicals som for eksempel Cats, Phantom of The Opera, The Sound of Music, Les Miserables og Mød mig på Cassiopeia. Der synges tilmed filmhits som Lille frøken Himmelblå, The Rose og Can´t Help falling in Love, og en afdeling med populærmusik som Skibet skal sejle i nat, Angelique med flere.

Sangene bindes sammen med historier om at finde kærligheden gennem musik på tværs af landet.

En kærlighedshistorie mellem de medvirkende

Rune er opvokset i Vendsyssel, og Jeanet kommer fra Lolland. De mødte hinanden på et sommerkursus for kirkesangere i Løgumkloster for godt fem år siden, og kort tid efter flyttede Jeanet til Vendsyssel. I dag kører de rundt i hele landet og synger til både små og store arrangementer fra et par enkelte sange til en bryllupsdag eller en fødselsdag til eftermiddagshygge i seniorklubber eller store musicalkoncerter.

Jeanet er sopran og uddannet kirkesanger fra Vestervig Kirkemusikskole og har også flere års erfaring med teater og kor. Hun har i et par omgange været en del af Hjørring Sommerspil. Rune er tenorbaryton og kirkesanger i Vrejlev Kirke. Han har i flere år spillet med i revy, teater og Hjørring Sommerspil.

De akkompagneres af Lene Rom Frederiksen, som er duoens faste pianist. Hun er uddannet i almen musikledelse fra Nordjysk Musikkonservatorium og har en organistuddannelse fra Vestervig Kirkemusikskole. Hun spiller i Vrejlev og Hæstrup Kirker syd for Hjørring og er desuden korleder for Vrejlev Sognekor, samt vokalgruppen Voqualis. Lene har i flere omgange været kapelmester på Skansespillet i Hals og Hjørring Sommerspil.

Der er gratis entré til koncerten i Hellevad Kirke torsdag 7. november kl. 19.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste