Søren Pape kommer til Brønderslev og mødes med Bjarne Laustsen i Hedelund. Privatfoto
Det sker

Mød Søren Pape til en uformel sommersnak om livet i politik

31. juli 2022 kl. 10:04

Mandag 8. august inviterer Det Konservative Folkeparti i Brønderslev-kredsen til sommermøde.

- En fast tradition med politik i øjenhøjde og glimt i øjet, lyder det.

Alle er velkomne til tre hyggelige timer, hvor den lokale folketingskandidat Mia Tang er tovholder og ser frem til at byde velkommen til partiets formand Søren Pape og hans gode kollega MF Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet.

Sammen fortæller Søren og Bjarne om venskab, medspil og modspil i politik. Samtalen kommer også omkring aktuelle politiske emner, og der bliver mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

- Med valget rundt om hjørnet er der selvfølgelig masser af politiske emner at snakke om, men vores sommermøde handler først og fremmest om at give gæsterne mulighed for at møde politikerne fra en lidt anden side. På en afslappet og uformel facon, hvor vi også taler om alt mulig andet end politiske mærkesager, lyder det endvidere.

- For udover de politiske diskussioner, som fylder i medierne, så er der jo også masser af venskaber på kryds og tværs af partier, og masser af anekdoter og gode historier om livet på Christiansborg, som jo er en helt speciel arbejdsplads. Og det er i sig selv spændende at høre om.

- Så jeg glæder mig utrolig meget til at få besøg af Søren og Bjarne, og jeg er sikker på, at vi får nogle både hyggelige og interessante timer sammen, siger Mia Tang.

Arrangementet finder sted i den runde pavillon i Hedelund i Brønderslev mandag 8. august – klokken 17 til 20. Partiet byder på let forplejning samt kaffe og kage.

Dertil kan købes øl og vand. Der er plads til max. 120 gæster, og det er først til mølle.

Nyeste