Den 6. august er der igen havefestival i "Bette Gandrup". Foto: Allan Mortensen
Det sker

Minifestival går igen i luften: Se musikprogrammet her

28. juli 2022 kl. 06:30

Det er efterhånden 10 år siden, den første udgave af havefestivalen i såkaldte ”Bette Gandrup” så dagens lys.

Minifestivalen med gratis adgang og musik for de voksne har ry for at være lidt af en perle i det kulturelle landskab. Her er der vanligvis plads til såvel uprøvede som mere erfarne kunstnere, ligesom sindet er åbent i forhold til den lidt mere alternative scene.

I to år har festivalen været gemt af vejen. Nu er der dog atter lys i mørket. Den 6. august går det løs med musik for både legeme og sjæl, masser af hygge og vanlige kølige fadøl til det feststemte publikum. ”Bette Gandrup” inviterer på ny til havefestival med musik på to scener allerede fra middagstid.

Programmet omfatter foreløbig navne som Carl Koyto, Brødrene Albret, Mads Kiib Jørgensen, A&T, Gamle mænd på nye flasker, Duncan Gillies MacLaurin, Mini, Det Bette Danseorkester, D-dur, Stender, Jesper Mølbach Band samt The Miners. Udover seks forskellige fadøl kan der undervejs toppes op med både kaffe og sodavand. Ligeledes får festivalen besøg af en pølsevogn.

Skulle nogen være i tvivl, så er ”Bette Gandrup” betegnelsen for den lille klynge af huse og gårde umiddelbart vest for selve Gandrup.

Nyeste