Billede beskrivelse

Nyt klubhus giver lokal forening ideelle forhold

01. december 2023 kl. 10.52

Hjallerup er en foreningsby med utallige foreninger. En af dem er DcH Dronninglund, der til trods for navnet ligger på Skelbakvej i Hjallerup. 

Navnet står for Danmarks civile Hundeførerforening, og det er en forening med stor aktivitet. Faktisk er klubben en af de største i landet med 184 medlemmer. Nu er klubben måske også en af de foreninger, der har de bedste faciliteter, når man 9. november indvier det nye klubhus på130 kvm. Huset rummer stor mødesal, køkken og toiletter.

- Det er vi meget stolte af. De gamle barakker, vi brugte til klubhus, var efterhånden så dårlige, at der skulle ske noget, og så lykkedes det os at skaffe penge til det nye hus via tilskud fra Hjallerup Samvirke, Sparekassen Danmark Fonden Dronninglund og flere andre, fortæller klubbens formand, Jeanette Svendsen.

Bygget af frivillige

Huset har kostet omkring en million, og når de har kunnet bygge et så flot klubhus til den pris, skyldes det, at det meste arbejde er udført af frivillige med den tidligere politibetjent Møller Christensen i spidsen. Han er æresmedlem i klubben, og når han har kunnet stå i spidsen for byggeriet, skyldes det, at han, før han blev politibetjent, i flere år arbejdede som uddannet tømrer.

Der mangler nu kun nogle småting i byggeriet, så der er ingen tvivl om, at huset bliver færdigt til indvielsen.

Billede beskrivelse

Klub med succes

Når klubben har så mange medlemmer, skyldes det flere ting. Klubben har således et bredt tilbud og noget for alle hundeejere.

- Klubben har medlemmer, der bare vil have en hyggelig og omgængelig hund ud af det, men vi har også en del, der går op i at konkurrere. Det er hyggeligt at have hund, men det kan også være den rene pestilens. Man skal vide noget om hunden og dens opdragelse, og her prøver vi at lave kurser for familier og de almindelige familiehunde, så alle kan få glæde af deres hund. De kan starte allerede, når hvalpene er otte uger, og så træner vi i 15-16 uger. Her lærer både familien og hundene det mest grundlæggende, og har man så lyst til at arbejde videre, kan man melde sig til flere kurser, fortæller Jeanette og fortsætter:

- Vi har også en del, der deltager i konkurrencer. Vi har en god blanding. Vi kan godt mærke, at mange har anskaffet hund under coronaen, og dem tager vi også gerne imod. Der er stort set ikke en hund, der ikke kan opdrages på. Det er bare et spørgsmål om tålmodighed. Alle kommer naturligvis på grund af hunden, men mange kommer også for det sociale. Det får vi med det nye klubhus bedre mulighed for at dyrke. Det er vigtigt, fortæller Jeanette, der, selv om hun har travlt som formand, også får tid til selv at have hund.

Jeanette har naturligvis hund

- Jeg har hund, men jeg er ikke den mest aktive, hvad træning angår. Det koster lidt på hjemmefronten at være formand, men det er hele sliddet værd, siger hun og kigger fra det nye klubhus ud på træningsbanerne, der ligger rundt om huset.

- Vi kunne ikke have ligget bedre. Tæt på byen og med masser af plads. Vi er glade, for vi møder stor velvilje overalt. Hjallerup er en by, hvor der sker meget, og hvor man er god til at bakke op om de forskellige foreninger, siger Jeanette.

Der arbejdes ihærdigt i og omkring huset, men det er udelukkende mennesker, der ses. Kun en enkelt hund har sneget sig med. Det er Jolly, som ejes og trænes af Møller Christensen. Hun er en rigtig konkurrencehund.

- Jeg har da vundet lidt med hende. Hun er kun tre år, men jeg håber, vi kan konkurrere os til at komme med til de nordiske mesterskaber i Sverige næste år. Vi ligger til det, kunne han fortælle. Han har flere hunde og bruger en del tid på at træne, men har også brugt mange timer på at bygge det nye klubhus.

Start tre uger efter markedet

- Da vi startede, spurgte mange om, hvornår huset kunne tages i brug, og til dem svarede jeg, at vi vil holde juleafslutning i huset. Dertil spurgte flere så om, hvilket årstal jeg talte om. Jeg har hele tiden været sikker på, at det blev i år, og det gør det, siger Møller Christensen.

Det nye klubhus på Skelbakvej indvies lørdag 9. december kl. 11-14. Alle er velkomne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste