Billede beskrivelse

Maratonsangdag på Kunstcentret for ottende gang

01. juni 2024 kl. 14.00

DRONNINGLUND: Det er efterhånden blevet en tradition, at højskolesangbogen sættes i fokus en hel dag fra morgen til aften på Dronninglund Kunstcenter. I år sker det søndag 16. juni kl. 10-17. Der skal være højt til himlen, når der synges, så derfor afholdes maratonsangdagen i Kunstcentrets smukke skulpturgård.

- Vi håber selvfølgelig på stort fremmøde i lighed med de tidligere år, så vi igen er rigtig mange, der i løbet af dagen synger et bredt repertoire af sange fra højskolesangbogen, valgt af en flok engagerede sangvælgere, der hver på deres måde gennem fortællinger om personlige erfaringer og oplevelser motiverer deres valg af sange, udtaler Jens Rasmussen, der sammen med Elly Ørnberg og Hedvig Knive udgør det udvalg, der står for arrangementet.

- Vi synger efter den nyeste udgave af højskolesangbogen (19. udgave). Har man denne udgave, så tag den gerne med. Vi håber på tørvejr, men tag hellere en lun sweater, et tæppe og en paraply med for en sikkerheds skyld. Der er fri adgang til arrangementet, hvor der dagen igennem kan købes mad og drikke. Fyld bilen op med venner og familie, lyder det fra Jens Rasmussen.

Sangvælgerne er alle mennesker med noget på hjerte og med en særlig glæde over fællessang. De kommer alle fra det nordjyske. Det gælder således bl.a. Marianne Rønnow, Søren Sillesen, Marie Kirketerp, Johnny Sort og Anette Bilde Jacobsen. Igen i år sidder der en række dygtige pianister bag klaveret, når ’sangen får vinger’. Det er Hedvig Knive, Else Højgaard, Jette Bendix, Poul Erik Jensen og Hans Bilde Jacobsen.

Maratonsangdagen er arrangeret i et samarbejde mellem Dronninglund Kunstcenter, Dronninglund Menighedsråd og Nordex Food.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste