Billede beskrivelse

Linnea skaber motiverne i hovedet

29. september 2024 kl. 06.01

JERSLEV: Naturen er den store inspirationskilde for kunstneren bag plakaten til årets Efterårskunst i Jerslev. Udstillingen med 45 kunstnere slår dørene op i Toftegårdsskolens idrætshal sidste weekend i efterårsferien, den 19 og 20. oktober.

Årets plakatkunstner er Linnea Friberg Nysted. Hun har malet med stærke akrylfarver siden de tidlige teenageår. Da lagde hun tegne- og farveblyanterne fra sig for at kaste sig over de langt mere intense farver i akrylmaling.

- Jeg var ikke tilfreds med at tegne og besluttede i stedet at prøve akrylfarverne og male på lærred, fortæller Linnea Friberg Nysted. 

- Akryl passer langt bedre til mit temperament, tilføjer Linnea, der er opvokset på landet ved Hjørring. 

Opvæksten afspejles tydeligt i hendes motiver. 

- Spadsereture i naturen giver mig inspiration. De mange forskellige farver taler til mig. Spillet i himlen og vandet forstærker jeg så, når jeg kommer hjem, forklarer Linnea, der ikke maler direkte efter virkeligheden.

I stedet skaber hun motiverne i hovedet efter de landskaber og scenarier, hun drømmer sig ind i. 

- Det kan jeg bedst. Når man har en idé i hovedet, er det bare at komme i gang, siger hun.

Rent maleteknisk arbejder hun lag på lag. Hun tegner ikke først motivet op. Ofte begynder hun med baggrunden og beslutter derefter, hvor der skal placeres et træ, en sten eller en figur.

Efter mange års kreativt virke har Linnea fundet sin egen stil: - Jeg synes, at jeg har fundet min ”historie” i maleriet. Den handler om den store natur og den lille person i naturen. Det store naturrum bringer ro og varme, lyder det fra Linnea.

Efterårskunst i Jerslev er en salgsudstilling, der arrangeres af Jerslev Borgerforening. I år er det 36 år siden, den første udgave løb af stablen. Der er gratis adgang til Efterårskunst, som lørdag den 19. oktober har åbent mellem 10 og 17 og søndag den 20. oktober fra 10 til 16.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste