Skuespilleren Thure Lindhardt prædiker i Dronninglund Kirke over temaet frihed ved befrielsesgudstjenesten 4. maj. Foto: PR-foto
Det sker

Landskendt skuespiller gæster nordjysk kirke

25. april 2022 kl. 09:44

Traditionen tro holdes der gudstjeneste i Dronninglund Kirke 4. maj klokken 20.00 for at fejre budskabet om glæde og frihed, som sprang ud over Danmark en aften for nu 77 år siden. Fra kirkens side glæder man til igen at være samlet denne aften efter et par år med aflysninger. Især i denne tid, hvor temaet om krig og frihed igen er blevet så uhyggeligt aktuelt.

Alle byens Dannebrogsfaner vil være til stede i kirken, og prædikenen vil i dagens anledning blive holdt af den kendte skuespiller og præstesøn, Thure Lindhardt. Han er blandt andet kendt fra sin rolle som Flammen i filmen om modstandsfolkene ’Flammen og Citronen’ og var sidste år forbi Dronninglund Kirke sammen med musiker Søren Gemmer med deres forestilling om Prædikerens Bog. Thure Lindhardt er desuden en dygtig taler og foredragsholder og brænder for at formidle kunst, kultur og dannelse. Ved gudstjenesten 4. maj vil han prædike over temaet ’Frihed’.

Gudstjenesten varetages af sognepræst Rune Thomassen, og desuden medvirker Pia Munch på saxofon samt kirkens ungdomskor. På denne stemningsfulde aften bliver der lejlighed til både at lytte til god musik og selv synge kendte sange og salmer.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu