En ny kunstner på Glocal Art er Ian Kashamba. Han har blandt andet malet dette portræt af sin bedstemor med alle rynkerne. Foto: Privatfoto
Det sker

Kvinder på lærredet

26. maj 2022 kl. 00:00

Søndag 29. maj klokken 14 åbner Galleri Glocal Art i Thorup en ny udstilling med titlen ”Kvinder på Lærredet”.

- Vi har tidligere haft udstillinger med kvindelige kunstnere fra Afrika. Kvinden har altid været et yndet motiv, og mange kvindelige kunstnere maler kvinder, fortæller galleriejer Frede Hansen.

- Vi udstiller afrikanske kunstnere fra flere lande, og de har det til fælles, at deres motiv er en kvinde. En ny kunstner på Glocal Art hedder Ian Kashamba, og han har malet sin bedstemor med alle rynker. Det er der kommet et meget stærkt portræt ud af, forklarer galleriejeren.

Uganda er i år repræsenteret på Venedig Biennalen med Matt Kayem, der også har en kvinde med på udstillingen. Hun er malet på gamle cowboybukser.

- Udstillingens dyreste maleri er malet af Godfrey Mukasa, hvis malerier rask væk koster over 100.000 kroner på det internationale marked. Priserne steg efter hans død for nogle år siden. Godfrey Banadda, der tidligere har haft en soloudstilling på Glocal Art, har leget med tanken om, hvad det var for en frugt, Eva spiste i Paradisets have, Alle tror, det var et æble, men det står der faktisk ikke i Biblen. Der står, at Eva spiste af frugttræet. Banadda har lavet to udgaver af Eva. Det ene maleri blev solgt fra Glocal Art, da Banadda havde sin soloudstilling. Det andet vil være at se på udstillingen, fortæller Frede Hansen, der videre fortæller, at galleriet er ved at sælge sit femte maleri til udlandet.

- Det er alle malerier af Joseph Ntensibe. Sidste år solgte vi tre malerier af ham til USA. I år har vi solgt et til en rig afrikaner, og lige nu er en belgier interesseret i at købe et maleri af Ntensibe. Den udenlandske interesse viser, at Glocal Art ramte plet, da vi for nogle år siden spottede Ntensibe som en talentfuld kunstner. Han var da ret fattig, men det er han bestemt ikke mere. Vi nåede heldigvis at erhverve en del malerier til rimelige priser, så vi fremstår som et billigt galleri på verdensmarkedet, fortæller Frede Hansen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu