Billede beskrivelse

Kunstner: Mit udgangspunkt er fantasien

Ny udstilling i Kulturhuset i Hjallerup

16. juni 2018 kl. 10.32

HJALLERUP: Der er kommet en ny kunstudstilling i Kulturhuset i Hjallerup. Kunstneren hedder Sina Heile, som stammer fra Frederikshavn, men bor i Voersaa. Når man spørger Sina om, hvilken stilart hun maler i, lyder svaret, at hun går ikke efter nogen bestemt stilart, men lader billedet udforme sig efter hendes fantasi. Hun udtrykker det selv således:

- Jeg elsker farvernes intensitet og energi, og mine malerier kommer ofte ud som indre eventyr, og for mig er det at male en form for meditation, som giver mig kolossal glæde.

Sina har i mange år arbejdet som holistisk behandler og vejleder i sin virksomhed "Hjertets Vej", og dette arbejde tager nu så meget tid, at det ikke bliver til særligt mange malerier. Hun arbejder fortrinsvis med olie på lærred, og indimellem har hun kombineret de to sider af sit liv.

- Jeg har undervist i vådt-i-vådt akvarel-teknik sammen med meditation.

Sina har udstillet mange steder i Nordjylland. Et af holdepunkterne for hendes virke er Café VæXt i Aalborg, men hun har også udstillet i Frivillighuset i Aalborg, Galleri AC i Hjørring, Heile Møbler i Frederikshavn og på Knivholt i Frederikshavn.

Sina Heiles billeder kan ses i Kulturhusets foyer og i biblioteket de næste par måneder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste