Kræmmere og andet godtfolk mødes hver søndag på havnen i Asaa
Hver søndag kan man hele sommeren tage på loppemarked på havnen i Asaa. Med det smukke hav og de mange lystbåde som baggrund kan man gøre en god handel hos de mange kræmmere, der uge efter uge møder op.
Nogle har været med i årevis, andre er helt nye. Til den sidste gruppe hører de tre søskende, Agnes på 6 år, William på 8 og Nikolaj på 10 år. De bor i Try og var på markedet i Asaa for første gangs sidste søndag sammen med deres forældre.
- Vi er her med en hel masse legetøj, som vi ikke bruger mere, sagde William.
- Så kan vi jo lige så godt sælge det, så andre kan bruge det, sagde han, mens han spejdede efter kunder. Salget havde ind til da været lidt sløjt, men det var også tidligt på dagen, så han og de to søskende var fortrøstningsfulde.
De havde gode grunde til at tro, at de ville få solgt noget, for priserne var yderst rimelige. De billigste effekter kostede en krone, og den dyreste 40 kroner.