Kom med på havevandring: Vinstokke og smukke planter
Den 24. august kan man gå på opdagelse i en have fyldt med blandt andet roser, vinstokke og georginer. Det sker, når Brønderslev Havekreds kalder til samling i haven Elmely hos Pia og Morten Petersen på Løthvej i Sterup. Her er der havevandring gennem de 3.500 kvadratmeter med blandt andet to havedamme, masser af natursten, krukker og hyggekroge.
Pia og Morten har siden 2013 fremavlet deres smukke have. I 2018 etablerede de et areal med vinstokke, og i dag dyrker de i alt 120 stokke. Så mange stokke fordrer selvsagt et vineri.
Dette kom til i 2022, og under besøget beretter parret om både vinstokkene og den tilhørende produktion. Naturligvis fristes med en smagsprøve på 2022-udgaven. Desuden serveres kaffe, te og kage til de fremmødte.
Arrangementet begynder kl. 19.00.