Billede beskrivelse

Kendte ansigter fortæller på naturlivsmesse

16. maj 2024 kl. 19.00

ASAA: I disse dage er der travlhed på Jernstøberiet i Asaa med forberedelser til et stort arrangement med fokus på friluftsliv, foreningsliv og outdoor-aktiviteter på Østkysten. En bred vifte af aktører er gået sammen om at skabe en dag fyldt med inspiration og aktiviteter. Blandt de kendte navne, der vil træde op på scenen, finder vi Danmarks førende outdoor eksperter, Vildmarks-Jon og TV-vært Jørgen Skouboe, fra det populære program ’Nak og Æd’. Derudover vil vildtkonsulent Ivar Høst stå klar til at demonstrere flåning af et rådyr.

Området omkring Jernstøberiet vil blive forvandlet til et udendørs marked, hvor der vil være en række aktiviteter. Indenfor vil der være et levende miljø med bl.a. foredragsscener, madboder, stande, foreninger og telte spændt op under taget.

Billede beskrivelse

For børnene venter der også en masse oplevelser. Elever fra 4.-5. klasse fra Asaa Skole vil være til stede og sælge forfriskende slushice og popcorn. Derudover vil der være aktiviteter som metaldetektorjagt, hvor børnene kan gå på opdagelse efter skjulte skatte, samt en imponerende klatrevæg på hele ni meter, som nok skal udfordre selv de modigste sjæle.

For de mere kreative børn vil der være mulighed for at prøve kræfter med fladbrødsbagning og få malet ansigtet med flotte motiver.

- Der vil være en masse sjove ting at se på og opleve, så det vil uden tvivl blive en dag fyldt med grin, leg og uforglemmelige øjeblikke for hele familien, siger Mette Odderskov, der er en af arrangørerne.

Billede beskrivelse

- Det bliver en dag for alle aldre, og det viser endnu en gang, at Asaa har fantastiske muligheder ved byens smukke placering mellem Jyske Ås og Kattegat, siger hun og lover en dag fyldt med eventyr, læring og fællesskab.

- Oplev det bedste af friluftslivet på Østkysten og lad dig inspirere til nye oplevelser og aktiviteter. Vi ses på Jernstøberiet 25. maj kl. 10-16 til en uforglemmelig dag i friluftslivets tegn, slutter Mette Odderskov.

Arrangementet er blevet til takket være generøse sponsorater fra Asaa Borgerforening, Melsen Fonden, Nordea Fonden og Sparekassen Danmark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste