Kathrine Fiskers billeder er kreeret digitalt i impressionistisk stil. Foto: Allan Mortensen
Det sker

Kathrine maler sine værker på en ipad

19. juni 2022 kl. 15:46

Der er altid god lejlighed til at gå på opdagelse blandt kunsthåndværk og dekorative effekter hos Bruuns Atelier i Hals. Foruden egen produktion af blandt andet tegninger viser indehaver Lone Bruun også værker af andre kunstnere, og for tiden er forretningen begavet med et nyt navn på den lokale kunstscene. Således er Kathrine Fisker repræsenteret med en række impressionistiske billeder, der ganske opsigtsvækkende er kreeret på digital manér.

Kathrine maler slet og ret sine værker på en iPad, hvor de bearbejdes, som var de malet på et lærred. Billederne printes herefter på højkvalitetspapir i nummererede udgaver.

Lone Bruun (til venstre) og Kathrine Fisker har indgået et samarbejde sommeren over. Her viser Kathrine nogle af sine billeder i butikken. Foto: Allan Mortensen

- For mig er det en spændende måde at udtrykke sig på. Det er et nyt medie, som ikke ret mange benytter i kunstnerisk sammenhæng. Men digital kunst er på vej frem, og jeg tænker, at det bliver meget mere udbredt i fremtiden, fortæller Kathrine Fisker, som til dagligt bor i Schweiz. Hun er dog kommet i Hals gennem rigtig mange år. Hendes mand, Morten, stammer således fra byen.

- Mange vil sikkert også huske min svigermor, Else Madsen, lyder det fra Kathrine Fisker, der sammen med familien ejer et sommerhus ved Hals. Det er også her, hun finder inspirationen til sine billeder, som ofte tager udgangspunkt i havet.

- Jeg påvirkes især af lyset og horisonten. Den virker så uendelig, konstaterer Kathrine, der i sin tid er uddannet designer på kunsthåndværkerskolen i Kolding.

Hun har blandt andet arbejdet i tøjindustrien, men hun fandt ud af, at det industrielle ikke tiltalte hende så meget som det kunstneriske. Foreløbig hænger billederne hos Bruuns Atelier sommeren over.

Kathrine Fiskers billeder kan naturligvis købes hos Bruuns Atelier. Hun træffes også, hvis man ønsker dem signeret.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu