Billede beskrivelse

Kæmpe guldkaret og store kager: Kom til et smukt og eventyrligt julemarked

28. november 2023 kl. 16.01

Jul på Voergaard Slot er altid noget særligt og noget, mange ser frem til hvert år. Man forventer at få oplevelser og blive imponeret, så snart man træder ind i de smukke lokaler. 

Sådan er det også i år, hvor man næsten bliver blæst omkuld, når man træder ind i det første rum, hvor der står en fire meter lang og tre meter høj guldkaret med en stor kage placeret midt på, som var kareten en kageopsats. Eventyret er startet.

Som altid er det Bjarne Als fra Bering House of Flowers, der står for pyntningen. I år, hvor temaet er smagen og duften af jul, har han allieret sig med kagekunstner Anne-Mette Juul Svensson.

- Jeg havde besluttet, at temaet også skulle være smagen af jul, og jeg manglede en enkelt ting for at få det til at hænge sammen. Noget, der kunne få smagen med, og da jeg så mødte Anne-Mette, gav det sig selv. Hun har med sine kager tilført smagen. Når du ser et smukt pyntet juletræ på udstillingen, ser du det med pynt og glimmer, men går du hen til det, lægger du mærke til, at der er en kage på toppen og ikke en stjerne. Der er også slik og småkager på nogle af træerne. Det er jo ikke noget, jeg har opfundet. For 100 år siden kom man jo også kræmmerhuse med slik på træerne. Det er bare en videreudvikling af den oprindelige jul, fortæller Bjarne Als.

Billede beskrivelse

Anne-Mette kom med ved et tilfælde

- Jeg arbejder meget på instagram, hvor jeg bl.a. laver glazekager, hvor der ingen pynt er og ingenting rundt om. Så fik jeg lyst til at lave et billede på min instagram med blomster. Jeg vidste, at Bjarne laver blomster. Derfor tog jeg hen i butikken til ham og havde en kage med. Det endte med, at vi kom til at snakke om jul, fortæller Anne-Mette Juul Svensson.

- At det lige blev Anne-Mette, er et stjerneskud, der kun sker én gang, bryder Bjarne Als ind.

Sammen har de nu lavet udstillingen på Voergaard og desuden udgivet en bog med et juleunivers af dekorationer, blomster og ekstraordinære julekager. Titlen er: Smagen & duften af jul.

- Vi har jo en forvreden hjerne, og når vi begynder at tænke kreativt, begynder vi at finde på ting, som er dumme eller barnlige, men det er jo det, der gør, at ens fantasi begynder at bevæge sig. Hvis der bare var en stjerne, så var det jo bare et juletræ, men nu laver vi kager i år, og så er der selvfølgelig en kage på toppen, siger Bjarne.

- Der er kager på træerne, men der er også blomster i kagerne. Det kan være orangeblomstervand, rosenvand, kardemommeblomster og mandelblomster, så der kommer nogle nye og overraskende nuancer, fortæller Anne-Mette, der også røber, at nogle af kagerne faktisk er snyd.

- Kagen i guldkareten er faktisk lidt snyd, for den er lavet af flamingo, men de kager, der er sat på, er rigtige peberkager. Det er lidt snyd, men den skal jo holde i 14 dage, fortæller Anne-Mette.

Billede beskrivelse

Oplevelser i alle rum

- Vi har respekt for de forskellige rum. Man må godt være glad og grine. Der er påfugle med højhælede sko og kager lavet som strikkede nissehuer. Vi prøver at fortælle historien, så pynten på bordet og kagerne hænger sammen, siger Bjarne Als.

Kagerne er så smukke, at man måske synes, det er synd at spise dem.

- Det er det ikke. De er lavet til at blive spist, og det vil være meget mere synd, hvis de ikke blev spist, når man har brugt tid på at bage dem, siger Anne Mette.

Billede beskrivelse

Kunst eller ej

- Anne-Mette er jo ikke bager. Det er hendes fritidsbeskæftigelse. For mig er blomster jo mit liv. Jeg er blomsterhandler og ikke kunstner. Jeg har et håndværk, som jeg er glad for, og så kan jeg være kreativ med det. Det er det, der gør det sjovt. Der er mange, der lader sig bremse af, at de er bange for, de ikke kan. Det er først efter den grænse er overskredet, at kreativiteten rigtigt kommer frem, siger Bjarne.

- Der er jo ikke en matematisk formel. Det er noget intuitivt, der fortæller, at nu er den der. Det er en følelse, og det er kunst, føjer Anne-Mette til.

Smag på julen skal forstås bogstaveligt, for der står kager fremme mange steder. Man kan ligefrem gå gennem en klejneskov, hvor der hænger klejner på træerne. Dem må man ikke spise, men der står et stor fad med klejner, og dem må man gerne smage. I klejneskoven er der både duft og smag.

- Man skal både dufte og smage, for vi prøver netop også at få den vinkel ind, at når man går rundt, skal man hygge sig som til jul, påpeger Bjarne.

Kan Anne-Mette overhovedet bage en almindelig vaniljekrans?

- Jeg har bagt vaniljekranse, men jeg kommer orangeblomstervand i, så de får en blomstertone. Jeg kan godt lide at tænke nyt. I bogen er der en opskrift på klejner. Jeg synes, de danske klejner er lidt hårde, hvor de norske klejner er lidt mere bløde. Jeg har så lavet en kombination af de to, fortæller hun kort før åbningen i fredags.

- Vi mangler lige de sidste detaljer, og vi har nogle småting, vi lige skal nå, men ellers er vi klar til de mange gæster. Vi har arbejdet koncentreret i to dage, og vi er ekstremt hurtige og effektive og mangler kun lidt smånusseri, fortæller Bjarne.

Billede beskrivelse

Arbejder hele året med udstillingen

Når det hele kan gå så hurtigt, skyldes det, at Bjarne Als på forhånd har udtænkt en plan.

- Hvert år, når udstillingen slutter, låser jeg mig inde med Anker Laden, og der evaluerer vi udstillingen. Vi skal desuden nå frem til en idé om, hvad vi skal lave til næste år. Lige efter jul ved jeg altså, hvad vi skal næste år. Så kan jeg begynde at bygge årets udstilling op. Den aktuelle udstillingen er startet for et år siden. I hele det år, der går, fra jeg tager herfra, og til jeg kommer igen, arbejder jeg i hovedet med udstillingen. Hver gang jeg ser et eller andet, så siger jeg til min kone, at vi lige skal huske den der til Voergård. Det er, hvad enten vi er ude at rejse eller i Brugsen. 

Billede beskrivelse

- Det bygger sig op gennem hele året, så når vi kommer til jul, har jeg hele pakken i baghovedet. Bilen er læsset med alt, vi skal bruge. Der er en plan, men vi er dog meget omstillingsparate, så det kan godt være, at vi tager lidt mere i det ene rum eller flytter lidt rundt, men hele pakken er bygget op fra start. Jeg skal have det hele med, for jeg kan ikke lige pludselig køre ud og købe 500 lyserøde kugler. Jeg har en forfærdelig tro på, at jeg kan det hele, så når jeg siger, vi laver smagen af jul, så skal jeg bare finde på noget. Så mødte jeg ved et tilfælde Anne-Mette i foråret og fandt ud af, at hun skulle med på Voergård, for det var lige det, der manglede. Det, man husker bedst fra julen, er jo duften af kanel eller flæskesteg. Smag og duft har meget at sige, fastslår Bjarne Als. Det julepyntede slot er hele turen værd, men der er mere at opleve på Voergaard, for der er også tale om et julemarked med mere end 40 stande.

Voergaard Slot holder kun åbent i to weekender, så vil man opleve det udsmykkede slot og de mange boder, skal det være den kommende weekend 1. - 3. december kl. 10-16.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste