Billede beskrivelse

Julehygge og foredrag i diabetesforeningen

08. november 2024 kl. 19.02

BRØNDERSLEV: Diabetes Brønderslev Lokalforening inviterer onsdag 20. november klokken 19 til julehygge og foredrag i Hjallerup Idrætscenter.

- Da vi ved, at diabetes og psyken hænger sammen, har vi valgt at invitere Linda Guldberg Winding til at give os et indblik i, hvad vi selv kan gøre i livet, for at leve bedst med vores diabetes og få indre ro og mere livsglæde, fortæller Tove Brix, medlem af bestyrelsen.

Det handler om mere mental trivsel.

- I livet med en kronisk sygdom kan der let opstå overtænkning og for mange bekymringer, men vore kroniske sygdomme har det bedst, når vi har det godt mentalt, påpeger foredragsholder Linda Guldberg Winding.

For hende har det været en kæmpe lettelse at forstå, hvad der skabte den indre uro. Det fortæller hun om i foredraget og også om, hvordan hun blev mere mæt, fik mere overskud og mere ro på psyken, efter at hun forstod det.

Foredragsholderen har arbejdet for Diabetesforeningen siden 1998. Hun fik selv type 1 diabetes i 1997 og har gennem årene holdt utallige foredrag rundt om i hele landet.

- Det bliver en god aften med grin og tid til at hyggesnakke, lyder det fra Tove Brix.

Alle er velkomne, og det gælder både medlemmer og ikke medlemmer af Diabetesforeningen. Tilmelding nødvendig senest 14. november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste